Lokale turistaktører er klar til vækst – men hotellerne kan blive en flaskehals
Om sommeren er der trængsel i Ilulissat. Hotellerne er fyldt op, turistbådene sejler i pendulfart fra havnen, og besøgende fra hele verden strømmer til for at opleve isfjorden, pukkelhvalerne og Diskobugtens storslåede natur.
Med åbningen af byens nye internationale lufthavn er forventningerne til turismens fremtid vokset yderligere. Flere lokale operatører er allerede i gang med at ruste sig til den øgede efterspørgsel.
Hos I Love Ilulissat Tours har Suulut Geisler og hans kone blandt andet købt flere både fra Greenland Cruises for at kunne tage imod flere gæster.
Han har drevet turistvirksomhed i fire år og forventer, at den kommende sæson kan blive den hidtil bedste.
- Vi har allerede fået bookinger til næste år, der svarer til – og faktisk ligger lidt over – det antal faste bookinger, vi plejer at have. Og så kommer der altid lidt ekstra oveni. Så hvis alt går, som det skal, bliver det nok en god sæson, siger han.
Men den voksende interesse rejser også spørgsmålet om, hvorvidt byen kan følge med.
For mens overnatningsstederne er fyldt om sommeren, er der langt mere stille resten af året. Det ser Suulut Geisler som et uudnyttet potentiale.
- Sommeren er jo fuldt booket, og vinteren er fuld af plads. Så vi skal bare brede det ud over hele året, så vi får de kunder, vi skal have, i forhold til den kapacitet, vi har i Ilulissat, siger han.
Han er samtidig bekymret for, at byen går glip af potentielle gæster om sommeren, fordi der ikke er plads til dem.
Men løsningen er ifølge ham ikke nødvendigvis at få langt flere turister til byen. I stedet skal gæsterne fordeles bedre over hele året.
Bedre markedsføring og attraktive priser kan være med til at lokke flere turister til uden for højsæsonen, mener han.
Snescootere står stille om vinteren
Den vurdering deler Claus Foss Hansen fra WhaleTours.
Den lokale operatør mener, at debatten om manglende hotelkapacitet risikerer at overskygge en anden udfordring: Ilulissat udnytter langt fra de faciliteter og oplevelser, byen allerede har.
For mens der er rift om overnatningsstederne om sommeren, står en stor del af turistbranchens kapacitet ubrugt hen resten af året.
- Vi har masser af kapacitet. Vi har masser af turistoperatører, der er kommet til de seneste par år, og vi har masser af faciliteter, der ikke bliver brugt hele vintersæsonen, siger han.
Det gælder blandt andet både og snescootere, som står stille, fordi der mangler gæster.
- Vi har masser af snescootere, der holder stille om vinteren, fordi vi ikke har turister.
Ifølge Claus Foss Hansen har Ilulissat allerede meget at tilbyde vintergæster. Hundeslædekørsel, snescooterture, nordlys og oplevelser på isen er blot nogle af mulighederne.
Udfordringen er derfor i høj grad at få flere turister til at se Grønland som en destination året rundt.
- Sørg for at få sagt til folk, at vores sæson ikke kun er juni, juli og august. Vi har også en vinterperiode, hvor folk kommer for at køre på hundeslæde, snescooter, gå på isen og opleve nordlys, siger han.
Han efterlyser derfor en større national markedsføringsindsats, der kan gøre potentielle besøgende opmærksomme på vinterens muligheder i Ilulissat.
Samtidig stiller han sig kritisk over for den omfattende debat om manglende overnatningskapacitet i byen.
Han mener, at Ilulissat allerede har en betydelig kapacitet, og peger på, at han selv i år oplevede en belægning på blot 60-70 procent på sine overnatningssteder i sommerperioden.
Det er markant lavere end tidligere år, hvor han ifølge ham selv har oplevet en belægning på helt op til 120 procent og måttet afvise gæster.
Der skal mere til end en ny lufthavn
At Grønland har et stort potentiale inden for turisme, er der bred enighed om. Men den nye lufthavn i Ilulissat er langt fra nok til at sikre væksten, advarer tidligere Greenland Airports-chef Jens Lauridsen.
- Det korte svar er nej. Der er ikke nok hotelværelser. Hverken her, i Nuuk eller Qaqortoq, siger han.
Lufthavnene gør det lettere at få flere rejsende til landet. Men uden tilstrækkelig hotelkapacitet og et turisterhverv, der kan tage imod dem, risikerer mulighederne at gå tabt.
- Lufthavnene åbner jo kun mulighederne for, at man kan tage trafikken ind, men der skal ligesom være et sted, man kan sove og så videre, siger Jens Lauridsen.
Han peger på, at der allerede er hotelprojekter på vej i både Ilulissat, Nuuk og Qaqortoq. Men der er behov for yderligere investeringer, hvis turismen skal vokse.
Samtidig forventer han, at udviklingen vil ske gradvist, hvor flere investeringer i én del af branchen skaber behov for investeringer i andre dele.
- Når der kommer flere hoteller, så kommer der flere turbåde, og når der kommer flere ruter, så bliver der behov for flere hoteller, siger han.
Han understreger samtidig, at udviklingen skal ske i balance, så væksten ikke sker på bekostning af de særlige oplevelser og kvaliteter, der gør Grønland attraktivt for besøgende.
For ham handler det også om at sprede turismen til flere dele af landet, så væksten ikke kun koncentreres om Ilulissat, Nuuk og Qaqortoq.
Vinterturismen er nøglen til flere investeringer
Også Air Greenlands administrerende direktør Jacob Nitter Sørensen ser vinterturismen som afgørende, hvis den nye lufthavn skal skabe vækst i hele turismeerhvervet.
For det er svært at tiltrække investorer til nye hoteller, hvis de kun kan tjene penge på gæster i tre sommermåneder.
- I Ilulissat er højsæsonen så kort. Du kan ikke lave en positiv businesscase på at sælge tre måneder om året og så have ni måneder, hvor der ikke sker noget, siger han.
Derfor arbejder branchen på at tiltrække flere vintergæster. Det vil ikke alene udnytte den eksisterende kapacitet bedre, men også gøre det mere attraktivt at investere i nye hoteller og andre tilbud.
- Vi lægger alle vores kræfter i at dyrke vinterturismen, fordi det er dér, der er ledig kapacitet, siger Jacob Nitter Sørensen.
Han forventer, at den nye lufthavn kan give turismen og den grønlandske økonomi et markant løft. Men investeringerne kommer ikke nødvendigvis fra den ene dag til den anden.
Først skal investorerne se, hvordan markedet reagerer på de nye flyforbindelser, før de er villige til at satse penge på nye hoteller og turisttilbud.
- Nu skal investorerne lige se, hvad der sker. Hvordan reagerer markedet? Og når man så kan se, at det forhåbentlig er positivt, så kan man begynde at lægge sine planer og investere, siger han.
Han mener derfor ikke, at man kan forvente, at hele turismeerhvervet står klar med hoteller og restauranter, samme dag som lufthavnen åbner.
- Lufthavnen er en forudsætning for vækst og investeringer. Nu er den forudsætning på plads. Så tror jeg, vi vil begynde at se, at tingene ruller, siger han.
Ifølge Grønlands Økonomiske Råd står turismen for omkring fem procent af Grønlands BNP og er vokset markant de seneste år. Men erhvervet nærmer sig grænsen for sin nuværende kapacitet.
Skal væksten fortsætte, kræver det derfor flere hoteller, et bredere udbud af oplevelser og flere gæster uden for den korte sommersæson.
I Ilulissat er flere lokale aktører allerede klar til at tage imod dem. Nu afhænger det af, om efterspørgslen kan følge med ambitionerne – og om investorerne er villige til at satse på turismen året rundt.