Alkoholmisbrug koster samfundet 420 millioner kroner – nu skal regningen undersøges igen

En spirituspåvirket bilist kørte onsdag aften ind i en lygtepæl i Nuuk. Alkoholmisbrug koster ifølge tidligere beregninger samfundet omkring 420 millioner kroner. Nu vil Reformkommissionen undersøge regningen på ny.
I 2015 blev omkostningerne ved alkoholmisbrug i Grønland anslået til omkring 420 millioner kroner. Foto © : Jes Nyborg
Skrevet af Isak Hüllert
05. november 2026 13:59

Alkoholmisbrug koster Grønland dyrt. 

En analyse fra 2015 anslog de direkte samfundsøkonomiske omkostninger til 2-2,5 procent af BNP, oplyser Departementet for Finanser i en pressemeddelelse.

Hvilket svarer til omkring 420 millioner kroner.

Nu vil den såkaldte Reformkommissionen, som blev nedsat af naalakkersuisut sidste år for at gennemgå de offentlige finanser og komme med anbefalinger, have regnestykket opdateret for at få et mere aktuelt billede af, hvor meget alkoholmisbrug koster samfundet.

Det sker, mens konsekvenserne af alkohol fortsat er synlige i hverdagen. 

Onsdag aften kørte en spirituspåvirket bilist eksempelvis galt i Nuuk og ind i en lygtepæl.

Samfunds- og menneskelige omkostninger

Det er dog vigtigt at skelne mellem de direkte økonomiske omkostninger og alkoholens bredere konsekvenser for familier, børn og folkesundhed. 

De 420 millioner bør derfor heller ikke betragtes som en samlet opgørelse over alle skadevirkninger.

På Reformkommissionens seneste møde fik medlemmerne en orientering fra professor Christina Viskum Lytken Larsen fra Center for Folkesundhed i Grønland om alkoholens samfundsmæssige konsekvenser og anbefalinger til, hvordan problemerne kan håndteres.

Kommissionen blev også præsenteret for de foreløbige erfaringer med det midlertidige forbud mod salg og udskænkning af alkohol i Kommune Kujalleq.

De opdaterede beregninger skal give kommissionen et bedre grundlag for det videre arbejde med at finde løsninger på alkoholproblemerne.

Mere end alkohol

Alkohol var et af flere emner på kommissionens tredje møde den 29. oktober. 

Kommissionen drøftede også uddannelsesområdet og besluttede at sætte gang i en omfattende analyse af centraladministrationen.

Analysen skal blandt andet undersøge, hvordan administrationen har udviklet sig, og hvordan den kan indrettes mere enkelt og effektivt.

Reformkommissionen arbejder frem mod en midtvejsrapport i juni 2027, der skal samle en diagnose af samfundets udfordringer og pege på mulige veje til forandring.