Kampen om krydstogtgæsterne
Højsæsonen for turisme går på hæld, men debatten om hvordan man skal forvalte den voksende industri, fortsætter.
Og i Ilulissat, som har være centrum for debatten denne sommer, er det det samme spørgsmål, der rejser sig igen og igen: Hvem er det egentlig, der skal have lov til at tjene pengene på en af Grønlands voksende indtægtskilder?
- Når hvalen kommer op med gabet åben, og skovler en masse fisk ind i munden, så falder nogle af de her fisk ud af munden. Ovenover kredser der en masse måger, der dykker ned og tager resterne der falder ud af munden på hvalen. Ved du hvem mågerne er? Det er os lokale – vi er mågerne, der samler resterne op.
Sådan siger Claus Foss Hansen, der er turistoperatør i Ilulissat – og som ikke er i tvivl om, hvem indtægterne tilfalder.
De lokale føler sig tilsidesat
Med firmaet WhaleTours tilbyder han sejlture og overnatning i Ilulissat, men mener at små lokale firmaer som hans, bliver tilsidesat for større udefrakommende selskaber.
Han er født og opvokset i byen og har derfor fulgt udviklingen med egne øjne. Og med aktiviteter som turistoperatør siden 2018, har han i mange år, selv været en del af den.
Og det er ikke fordi, det går dårligt hos WhaleTours. Tværtimod. De har massere at lave.
- Vi har altid haft travlt her i Ilulissat. Siden vi startede tilbage i 1970'erne. Det glemmer folk ofte. For Ilulissat er jo velsignet med alt det turister forbinder med Grønland. Vi har de store isfjelde, vi har Isfjorden, vi har midnatssol og vi har hundeslædekørsel om vinteren. Det er ikke noget nyt for os i Ilulissat at have turister.
Det nye er derimod, at en ny type turist har gjort sit indtog i landet. Og derfor kan man i dag skelne mellem to slags turister i byen, fortæller Claus Foss Hansen.
Dem der kommer og overnatter i byen, som spiser på byens restauranter, drikker den lokale øl, køber souvenirs og sejler med de lokale operatører ud til Isfjorden. Og så er der krydstogtturisterne, som bliver sejlet direkte fra krydstogtskibet ud til Isfjorden og tilbage igen. Uden at lægge en krone i byen. Og hvis tur er arrangeret af store udefrakommende turistagenter og selskaber.
- Vi lokale har i årevis haft vores lille fartøj, som har været nok til, at vi kan holde vores familie i live. Og ovenikøbet måske tjene godt på det. Men nu ser vi bare, at det er dem, vi kalder udefrakommende selskaber, som kommer og skummer fløden, siger Claus Foss Hansen.
Og udefrakommende selskaber er altså ikke at forveksle med udenlandske selskaber.
For Claus Foss Hansen dækker udefrakommende selskaber nemlig over alle selskaber der ikke har base i Ilulissat. Og overfor dem står de lokale turistoperatører, hvis ejere netop bor i byen – men som er dem der bliver tilsidesat.
- Det kan jo ikke passe, at vi som lokale skal se, at væksten går til selskaber, der kommer udefra. Og nu må du meget undskylde, men vi regner altså også Nuuk som udefra, siger Claus Foss Hansen.
Hvem kan kalde sig lokal?
Netop diskussionen om hvad der forstås ved ’lokal’, har været et af omdrejningspunkterne i konflikten.
For mens nogen, som Claus Foss Hansen, anser de lokale, som turistoperatører bosat i Ilulissat, mener andre, herunder naalakkersuisoq for Erhverv, Naaja H. Nathanielsen (IA), at en lokal turistoperatør er en ”der er fra Grønland, som arbejder i Grønland og som driver virksomhed i Grønland.”
For hende er landets erhvervsliv ét samlet erhvervsliv, hvor man som erhvervsdrivende, må tage opgaver, over alt i landet, og ikke er begrænset til kommunegrænser.
Men den tilgang deler Claus Foss Hansen ikke.
- Jeg kunne ikke drømme om, som turistoperatør i Ilulissat, at udbyde aktiviteter andre steder i Grønland. Det har jeg ikke lokalt kendskab nok til. Og de lokale ressourcer skal tilfalde de lokale samfund. Så hvis jeg fik sådan en opgave, ville jeg videreformidle det til en lokal person i den by.
Netop det lokale kendskab og den lokale forankring, gør turistoperatører bosat i Ilulissat, meget bedre egnet til at påtage sig opgaver i byen, end for eksempel turistoperatører fra Nuuk, mener Claus Foss Hansen.
- Vi er hårdt arbejdende og vil gerne vise vores land frem. Vi har ovenikøbet lokalt kendskab. Vi kender alle de sjove familiehistorier og ting, som er forbundet til Ilulissat og til lokalområdet. Og derfor mener jeg også, vi kan give de tilkomne turister en mere autentisk oplevelse i forhold til et udefrakommende selskab.
Men hvorfor er det så, at turisterne ikke blot benytter sig af denne mulighed?
Spørger man Claus Foss Hansen, har de større og udefrakommende selskaber så stor overhånd, at man er havnet i en fastlåst situation, der gør det svært for de mindre turistoperatører at bryde løs.
I stedet er det blevet en ond cirkel, hvor de større selskaber får opgaverne og vokser sig større og større, mens de lokale selskaber ikke udvikler sig.
- Vi lokale turistoperatører vil jo rigtig gerne tilbyde turisterne alt det, vi har her i Ilulissat. Men der ligger jo desværre en form for konservatisme inden for den her branche, som er helt uhyggelig. Det vil sige, at man benytter sig af det og af dem, man kender.
Og det er et problem som man har råbt højt op om i Ilulissat i flere år, fortæller Claus Foss Hansen.
Naalakkersuisut og forskellige turistorganisationer fra Nuuk kommer også på besøg og lytter til problemerne. Men ifølge Claus Foss Hansen er det helt uforståeligt, at man i Grønlands største turistby, ikke har en lokal organisation i stedet. Han peger på løsninger som kommuneaftaler og udviklingsordninger. Og føler at udviklingen sker hen over hovedet på borgerne i Ilulissat.
Alt imens er Nuuk er i rivende udvikling. For pengene der falder i Nuuk, bliver brugt i Nuuk. Til forskel for i Ilulissat, fortæller Claus Foss Hansen.
- Hvis jeg skal have nytte af alle de ting, der udbydes borgerne i Nuuk, så skal jeg købe en 10.000 kroners billet, for at komme frem og tilbage. Det er ikke noget, der sker hvert år. Jeg kan ikke bare tage i Katuaq. Og jeg kan ikke bare gå ned i specialforretningen i Nuuk og købe en god flaske vin.
I stedet må Claus Foss Hansen nøjes med at gå rundt på Ilulissats ”smalle” veje, som han siger.
- Jeg skal ikke gå mange skridt rundt i Nuuk, for at se, hvor stor udviklingen har været i byen. Og jeg går rundt her i Ilulissat, på vores smalle veje. Jeg har hørt folk, der kommer udefra, og kommenterer på dem. Men der er ikke pengene til at fikse dem.
- Hvis Avannaata Kommunia skal bygge bredere veje, bliver de nødt til at skære ned på daginstitutionspladserne eller ældrepladserne, siger de. Så vi har ikke pengene til det. Og der falder aldrig penge til det, hverken fra Naalakkersuisut, eller fra de penge, der findes i udligningsordningerne kommunerne imellem – som man fra Nuuks side, har sørget for at holde tæt ind til kroppen.
Lokale udgifter uden indtægter
Et stort problem ifølge Claus Foss Hansen, er nemlig, at man i Ilulissat selv skal sørge for, at skabe den nødvendige infrastruktur for turismen, men uden selv at få del i indtægterne herfra. I Ilulissat skal de etablere gangstier og toiletforhold til turisterne, eller endda en ny og større havn – så endnu flere turister kan komme til.
- Sidste, eller forrige år, fortæller den daværende borgmester mig, at man har brugt otte millioner kroner på at etablere gangstier, primært for krydstogtsturisternes skyld – så de kan gå fra havnen ud til vores smukke Isfjordscenter og tilbage igen. Uden at bruge en krone i byen, fortæller han.
Snakken om at der skulle være en stor lokal omsætning fra krydstogtsturismen kan Claus Foss Hansen altså ikke genkende.
Hvis han banker på døren hos et krydstogsselskab og siger, at han gerne vil sejle deres turister, vil de spørge hvad hans kapacitet er på. Og når han så svarer, at han kan have plads til seks mennesker – så bliver døren ikke engang åbnet.
Til gengæld vokser de store selskaber eksplosivt. Og det er ikke så mærkeligt, fortæller Claus Foss Hansen. Når et krydstogtskib anløber med 300 eller 3.000 passagerer, vælger de selvfølgelig dem med størst kapacitet, som kan håndtere så mange turister som muligt, på en gang.
Derfor er han i dag en del af Ilulissat Excursions, hvor lokale operatører markedsføres samlet. Så kan de sammen pludselig tilbyde 200 pladser – og dermed konkurrere med de store aktører om at få en bid af kagen.
Og netop Ilulissat Excursions har været et andet omdrejningspunkt i konflikten.
Borgmester i Avannaata Kommunia, Lars Erik Gabrielsen (S), har nemlig været kritiseret for at indkalde til protester mod krydstogtskibe og udefrakommende grønlandske selskaber. Og som tidligere medejer af Ilulissat Excursions har blandt andre Heidi Møller (D) kaldt det en uheldig sammenblanding af myndighedsudøvelse, aktivisme og private interesser.
Men Claus Foss Hansen deler ikke kritikken.
- Selvfølgelig skal han have en mening om turisme, når det udgør så stor en aktivitet i Avannaata Kommunia og Ilulissat også. Og han skal også føre politik på det område som borgmester.
Konflikterne og uenighederne er altså mange. Og de fortsætter.
Men Claus Foss Hansen håber stadig, at udviklingen kan vendes, så turismen i højere grad gavner de mennesker, der lever med den til daglig.
- Mit håb er jo, at ikke bare i Ilulissat, men i hele Grønland, at turismen vil skabe en fremgang og give et livsgrundlag og være en indtægtskilde for de lokale de forskellige steder i Grønland, siger han.
Og hans ønske spejler den større debat, der stadig raser i Ilulissat og resten af landet: Hvordan sikrer man, at turismen ikke bare vokser – men vokser på en måde, der skaber værdi for hele landet.
