Halvdelen af Trump-støttede kandidater til Senatet har vundet

USA's præsident udtrykte støtte til 26 republikanske kandidater til Senatet. Af dem er 13 blevet valgt ind.
13 kandidater, som har Trumps velsignelse, kan se frem til at skulle repræsentere deres delstat i Senatet de næste seks år, mens 11 Trump-støttede kandidater har tabt til Demokraterne. Foto © : Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
05. november 2026 08:05

Halvdelen af de 26 kandidater til Senatet, som præsident Donald Trump havde givet sin opbakning til inden midtvejsvalget, er blevet valgt ind.

Resten har enten tabt til Demokraterne eller er hverken erklæret som vindere eller tabere endnu i de stater, hvor de er opstillet.

Det viser en optælling, som avisen The Guardian har lavet.

Resultatet af valget til Senatet i Alaska og Mississippi udestår fortsat.

I begge stater har Trump udtrykt støtte til Republikanernes kandidat til Senatet. Det er henholdsvis Dan S. Sullivan og Cindy Hyde-Smith.

Optælling fortsætter

13 kandidater, som har Trumps velsignelse, kan se frem til at skulle repræsentere deres delstat i Senatet de næste seks år, mens 11 Trump-støttede kandidater har tabt til Demokraterne.

I Repræsentanternes Hus har de Trump-støttede kandidater klaret sig lidt bedre. Her er det 60 procent, der er sikret en plads.

Optællingen af stemmer i valget til Repræsentanternes Hus fortsætter torsdag - ligesom optællingen af stemmer i valget til Senatet.

I valget til Repræsentanternes Hus er foreløbigt 137 Trump-støttede kandidater blevet valgt ind. 46 af præsidentens kandidater er ikke valgt ind.

Dertil kommer 57 Trump-støttede kandidater, hvis valgkredse endnu ikke er optalt.

RITZAU