Stor turistinteresse for Sydgrønland

Allattoq Karsten Sommer
septembarip 17-at 2005 14:54

Destination South Greenland deltog sammen med syv sydgrønlandske aktører i årets Vestnorden Travel Mart.

Og ifølge Tina Jensen fra de sydgrønlandske turistoperatører kunne de glæde sig over meget stor interesse for rejser til regionen.

Samarbejdspartnere fra USA og Europa udtrykte stor interesse for at øge antallet af rejser til Sydgrønland via Island. Nye rejsebureauer fra USA, Europa og Kina forhørte sig ivrigt om mulighederne i regionen.

Desværre kunne man ikke på nuværende tidspunkt begynde at sælge de mange spændende rejsearrangementer da man stadig afventer Hjemmestyrets officielle tilsagn om støtte til den aftale som ligger klar mellem Air Greenland og Air Iceland.

Destination South Greenland noterer dog med glæde at Air Iceland i deres fartplan for 2006 har medtaget ruten Reykjavik – Narsarsuaq.

Så Tina Jensen fra Destination South Greenland kan konstatere at kunderne er klar, flyselskaberne er klar – de sydgrønlandske aktører er klar – nu mangler de bare den officielle godkendelse fra hjemmestyret.