Trods udfordringer stiger antallet af flypassagerer

Siden den nye lufthavn åbnede i Nuuk i slutningen af november sidste år, har den været ramt af en række udfordringer såsom mangel på personale.
Desuden har der været flere aflysninger og fly, som har måttet vende om. Det skyldes blandt andet placeringen af lufthavnen, som har flere ustabile forhold end Kangerlussuaq.
Men trods udfordringerne har flere passagerer fundet deres vej til og rundt i Grønland.
Det viser en ny opgørelse fra Grønlands statistik og flyrejsende fra januar til og med juni.
Stor udvikling i Ilulissat
Ser man på tallene for trafikken på de forskellige lufthavne, er der sket en forandring.
Samtidig med at de fleste passagerer fra Kangerlussuaq nu går gennem Nuuk, så har der været en stor stigning i trafikken i Ilulissat.
Her er passagertallet steget med 71 procent fra 654 passagerer i de første seks måneder af sidste år til 1.113 passagerer i år.
Samlet set er antallet af flypassagerer i Grønland steget med 12 procent.