'Aldrig oplevet noget lignende': Protest mod manglende fremmøde afbrød arbejdet i Inatsisartut

En protest fra oppositionspartiet Naleraq over få tilstedeværende i Inatsisartutsalen forstyrrede samling. Punkter, der krævede en afstemning, blev derfor udskudt.
Medlemmerne af koalitionspartierne bør være mere til stede i salen under samlingerne, mener Jens Napãtôk’ fra Naleraq. Foto © : KNR / Hanna Hviid
Skrevet af Ivik Kristiansen
28. oktober 2026 15:52

Tirsdagens mødedag i Inatsisartut nåede at begynde normalt.

Der var dog et problem. Ifølge forretningsordenen skal 16 ud af de 31 medlemmer af Inatsisartut være til stede, når der er punkter, som Inatsisartut skal stemme om.

Da mødet begyndte tirsdag, var der 15 til stede. Det var noget, som Naleraqs Jens Napãtôk’ inden længe pegede på.

- Når vi skal stemme, skal mindst halvdelen af medlemmerne af Inatsisartut være her. De er på rejse. Naalakkersuisut er på rejse. Demokratiet er blevet utilstrækkeligt. Vi kan ikke arbejde, sagde Jens Napãtôk’.

De tre koalitionspartier, Demokraatit, Inuit Ataqatigiit og Atassut, råder over 20 medlemmer af Inatsisartut. Hvis løsgænger Kim Kielsen skal tælles med, har koalitionen 21 mandater.

Af dem var der 14 til stede i salen.

- Det er ikke første gang, at vi ser, at koalitionen ikke kan samle 16 i salen, selvom de er 21. Vi skal følge forretningsordenen, så ærede formand, der skal findes en løsning, indtil der kommer 16 til stede, sagde Napãtôk’.

Mødet blev sat på pause lige bagefter.

Under mødet fungerede Vivian Motzfeldt som formand, og hun fremhævede, at der var flere medlemmer, der var på rejse. Både til Nordisk Råds session og til FN.

Mimi Karlsen fra Inuit Ataqatigiit var én af koalitionens medlemmer af Inatsisartut, der var på rejse. Hun deltager i Nordisk Råds session i Finland. Foto © : Magnus Fröderberg/Norden.org

Fordi der var 14 medlemmer fra koalitionen, ville dagsordenen kunne gennemføres som planlagt, hvis to fra oppositionen var til stede. 

Der var dog kun Jens Napãtôk’, der var til stede fra oppositionen. 

Siumut har to medlemmer af Inatsisartut, men de havde begge lavet aftaler med medlemmer af koalitionspartierne om ikke at stemme. Der var én fra Naleraq, der havde indgået samme aftale.

Med andre ord ville der være 16 til stede, hvis to ud af de syv, der var stemmeberettigede fra Naleraq, var til stede.

Noget som også Vivian Motzfeldt bed mærke i.

- Jeg opfordrer oppositionens medlemmer af Inatsisartut til at komme til salen, så vi kan fortsætte vores arbejde, sagde hun.

Protest over det lave fremmøde

Ifølge Atassuts Bentiaraq Ottosen var Naleraqs Inatsisartut-medlemmer til stede i bygningen.

Det er ikke første gang, at Jens Napãtôk’ har kritiseret det manglende fremmøde i salen. 

En lignende kritik kom han også med i juni.

Når der skal stemmes i salen, men der ikke er 16 medlemmer, bliver medlemmer af Inatsisartut bedt om at komme, sagde formand for Inatsisartut, Kim Kielsen, til Sermitsiaq.AG dengang.

Det var også det, som Vivian Motzfeldt gjorde flere gange tirsdag.

- Igen skal jeg opfordre dem, der ikke er her, til at komme til salen, sagde hun.

De kom dog ikke. Jens Napãtôk’ forklarede det med, at det var en protest mod det manglende fremmøde fra koalitionspartierne.

- I er 21 i koalitionen, så sørg for, at der er 16 til stede. I kan ikke bare blive ved med at sætte jeres lid til os. Så nu viser vi vores utilfredshed med naalakkersuisuts hyppige rejseaktivitet og det alt for store fravær i udvalgene. Derfor vil de ikke komme af den grund, sagde Jens Napãtôk’.

Derfor blev flere punkter, der skulle stemmes om, udskudt.

"Ikke en legeplads"

Og Naleraq blev stærkt kritiseret af koalitionspartierne og Inatsisartuts formandskab.

- Denne sal er ikke en legeplads. Vi kan ikke komme videre, fordi vi bliver forhindret i at stemme, mens vores opgaver venter på os. Derfor opfordrer jeg til, at vi fortsætter med punkter, der ikke skal stemmes om, sagde Vivian Motzfeldt.

Koalitionen mener, at oppositionen også har en del af ansvaret for, at der er nok tilstedeværende i salen.

Aqqalu Jerimiassen mindede også om, at der plejer at være en del rejseaktivitet på dette tidspunkt af samlingen.

Imens ærgrede Pipaluk Olsen fra Demokraterne sig over et ikkeeksisterende samarbejde.

Og så sagde Vivian Motzfeldt:

- Lad mig sige, at jeg i alle mine år aldrig har oplevet noget lignende. Opgaverne her plejer at blive gjort færdige med respekt for demokratiet, både af oppositionen og koalitionen, sagde Vivian Motzfeldt.

Før og efter mødet blev der sendt flere pressemeddelelser ud.

Naleraq skriver, at koalitionen må tage ansvar.

Inatsisartuts formandskab skriver, at et parti har svigtet sine forpligtelser.

Imens skriver koalitionspartierne i en fælles pressemeddelelse, at Naleraqs fremgangsmåde er et alvorligt brud på de demokratiske spilleregler.