Døgnrapport: Tre personer ombord på fly til Nuuk sigtet for smugling af hash

To personer prøvede tirsdag uafhængigt af hinanden at smugle hash ind i Nuuk. De blev dog begge stoppet af tolderne, og en tredje person er også sigtet i sagen.
Foto © : Christine Hyldal/KNR
Skrevet af Emil Weis
28. oktober 2026 08:22

Grønlands Politi fik tirsdag middag en anmeldelse om, at en person var mistænkt for at forsøge at smugle kokain ind i Nuuk. 

Manden var blevet stoppet af tolderne i Nuuk Lufthavn. 

- Det viser sig, at der ikke er noget kokain. Men vi finder to pakker med 548 gram hash i, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi, Lars Even. 

Under afhøringen angiver den anholdte mand en medsammensvoren, der også var ombord på flyet. 

- Ham anholder vi så efterfølgende. Han nægter at kende noget til det, men er angivet af den første mand og derfor også sigtet i sagen, siger Lars Even. 

Udover de to pakker med hash, havde manden også nogle termokander med en ubestemmelig væske i. Politiet er i gang med at undersøge, hvad væsken helt præcist er. 

Uafhængigt af de to mænd, er en tredje kvinde ombord på det samme fly også sigtet for at smugle 300 gram hash.