Amarok arrangerer stille protest under undskyldning

- Under Mette Frederiksens tale vender vi inuit ryggen til i stilhed. Som et tegn på modstand, sorg og protest mod Danmarks behandling af vores folk.
Sådan lyder det fra Amarok Petersen, der onsdag står i spidsen for en stille protest i Katuaq i Nuuk, hvor den danske statsminister, Mette Frederiksen, undskylder til kvinderne i spiralsagen ved et arrangement.
Ifølge Amarok Petersen kan en undskyldning nemlig ikke gøre op for de ufrivillige spiraler. Derfor opfordrer hun folk til at vende ryggen til statsministeren under talen i Katuaq for at vise sympati med kvinder, der har fået spiraler uden samtykke.
Amarok Petersen er selv en af de kvinder, der som ung pige fik oplagt spiral uden samtykke. Hun husker ikke selve spiraloplægningen. Det har hun fortrængt. Derfor var det først som studerende i Danmark i starten af 00’erne, at hun pludselig opdagede, hun havde en spiral.
- Jeg har gennem livet haft rigtig mange smerter i underlivet og i maven. Under en operation i Danmark fandt de pludselig en spiral. Den havde påvirket mit underliv og organer og var årsagen til, at jeg havde så mange smerter. Det var et kæmpe chok, siger hun.
Anerkendelse fra den danske stat
For Amarok Petersen er spiralen et smertefuldt kapitel, der har påvirket hende livet igennem. Hun har ikke været i stand til at få børn – en konsekvens af de mange komplikationer, spiralen har haft, fortæller hun.
- Der har været rigtig mange oplevelser, hvor jeg ikke følte, at jeg var god nok. Jeg ønskede inderligt at få børn, og det var virkelig hårdt, at jeg ikke kunne få det, fortæller hun.
Og der er flere, der ligesom Amarok Petersen ikke mener, at det er nok med en undskyldning. En af dem er Henriette Berthelsen, der deler vreden og smerten.
Hun fik første gang oplagt spiral i 1973 som 15-årig, hvor hun boede på et kollegie for skoleelever i Nuuk. En historie, hun tidligere har fortalt til KNR.
Og selvom Henriette Berthelsen først blev berørt, da hun så undskyldningen fra Mette Frederiksen, der landede i en pressemeddelelse den 27. august, så er hun i dag vred.
- Først blev jeg meget berørt og græd, fordi det endelig er en anerkendelse fra den danske stat for de ting, vi har været udsat for. Men denne gang er det anderledes, siger hun.
50 års sorg og tårer
Ifølge Henriette Berthelsen burde den danske regering give erstatning til kvinderne i spiralsagen, som de kræver. Sidste år stævnede 143 kvinder fra spiralsagen den danske stat for brud på menneskerettigheder. De kræver samlet knap 43 millioner kroner. Henriette Berthelsen er en af dem.
Mandag udtalte Mette Frederiksen, at den danske regering ønsker at lave en forsoningsfond med erstatninger til blandt andet kvinderne i spiralsagen. Et forslag, hun vil vende med naalakkersuisut, når hun er i Nuuk.
Men det er ikke en god løsning, mener Henriette Berthelsen. Hun ønsker, at der kommer erstatning, og at den danske stat laver en sandheds- og forsoningskommission, for hun er sikker på, at der i fremtiden kommer flere sager frem.
- Vores bødler, de læger og den danske regering, der har sat spiraler op, skal vurdere individuelt, hvor slemt det har været. Om vi er berettiget til at få erstatning. Skal de vurderer, hvad 50 års sorg, tårer, ødelagt selvværd og barnløshed koster? Jeg bliver så vred, siger hun.
Samtidig kræver Henriette Berthelsen, at kvinder, der er berørte af spiralskandalen, og som i dag ligesom hende selv er bosat i Danmark, får gratis psykologhjælp. Det er nemlig et tilbud de berørte kvinder i Grønland har fået.