Skaberen bag ’Grønlands hvide guld’ vandt prisen som Årets instruktør

Til Nuuk Internationale Filmfestival løb Otto Rosing med prisen som 'Årets grønlandske instruktør'. Prisen modtages for arbejdet med kryolitdokumentaren, hvilket har enormt stor betydning, lyder det fra instruktøren selv.
'Grønlands hvide guld' havde premiere på DR 9. februar. Halvanden uge efter blev den trukket tilbage. Foto © : Mia Selin
Skrevet af Birgitte Kjeldsen
23. september 2025 13:56

- Den anerkendelse, det er at få en pris fra Grønland på baggrund af den her film, er jeg virkelig, virkelig taknemmelig og glad for.

Sådan lyder det fra Otto Rosing, der er en af de to instruktører bag dokumentaren ’Grønlands hvide guld’ (Orsugiak).

Under årets Nuuk Internationale Filmfestival vandt han nemlig prisen som Årets grønlandske filminstruktør (Innersuaq-prisen).

De to andre nominerede var Hanne M. Sørensen, for sit arbejde med unge filmskabere, og Nina Panninnguaq Skydsbjerg for dokumentaren ’WALLS – Akinni Inuk’.

Prisen blev overrakt af formanden for Film.gl, Klaus Georg Hansen.

- Jeg blev bare enormt glad. Det var måske det der overraskede mig mest. Det var den der enorme glæde – hvor meget det betød for mig, fortæller Otto Rosing til KNR.

Otto Rosing har udover kryolitdokumentaren stået bag spillefilmen Nuummioq fra 2012, der blev indstillet som Grønlands officielle kandidat til en Oscarnominering. Foto © : Michael Bévort

’Grønlands hvide guld’ havde premiere på DR 9. februar i år. Dokumentaren fortæller historien om minen i Ivittuut nær Arsuk, som danske selskaber udvandt kryolit fra i perioden 1854 til 1987. 

Filmen undersøger, hvor stor en værdi minen havde for danske selskaber og den danske økonomi.

Ni dage efter premieren – og efter ni dage med massiv debat og kritik af dokumentaren, særligt i danske medier – valgte DR at trække dokumentaren tilbage.

En manøvre der affødte kritik fra blandt andre Múte B. Egede og Grønlands medieforbund, Tusagassiuinermi Sulisut Peqatigiiffiat.

I forbindelse med overrækkelsen af prisen til årets Nuuk Internationale Filmfestival kom Klaus Georg Hansen fra Film.gl med følgende bemærkning:

- Udvælgelsen af ’Orsugiak’ er også et klart udtryk for foragt fra filmbranchen i Grønland over for Danmarks Radio og et flertal af den danske presse for deres skandaløse og primitive reaktion, da dokumentaren havde premiere på dansk tv den 9. februar 2025.

En voldsom oplevelse

At Otto Rosing modtager prisen lige netop i forbindelse med arbejdet med ’Grønlands hvide guld’, gør ikke betydningen af prisen mindre. Tværtimod.

Han fortæller, at ham og de andre, der stod bag filmen, godt nok havde regnet med, at dokumentaren ville få en del opmærksomhed. Men at det hele ville ende i den mediestorm, der opstod, havde han dog ikke set komme.

- Jeg regnede med, at man i Grønland vil sige, ’jamen, det vidste vi godt’ om hele kryolitsagen. Og så troede jeg, at Danmark ville sige, ’det vidste vi ikke’, siger han og fortsætter:

- Men i virkeligheden, sagde Danmark, ’det er løgn’. Og det er jo det, vi har kæmpet med siden.

Midt under det efterspil der var, efter DR fjernede filmen fra deres platforme, kontaktede en journalist Otto Rosing.

Otto Rosing lavede blandt andet dokumentaren 'Grønlands hvide guld' med sin medinstruktør Claus Pilehave. Foto © : Michael Bévort

- En dansk journalist, som havde hørt, at det var voldsomt for mig. Og hun spurgte, om jeg ville lave et interview om, hvor voldsomt det har været.

Men det takkede Otto Rosing nej til.

- Jeg følte, at jeg havde været i en vridemaskine, og så kom dem, som havde sat mig i vridemaskinen for at høre, hvordan det havde været at være i den vridemaskine, siger han.

Otto Rosing har svært ved at beskrive, hvordan tiden efter premieren på DR var.

- Vi stod jo i en shitstorm. Forleden var der en, der gjorde mig opmærksom på, at det jo var en historisk stor shitstorm, siger Otto Rosing.

- Det er nærmest ubeskriveligt. Vi oplevede et pres, som jeg virkelig tror, at man skal opleve, før man forstår det. Det var voldsomt.

DR's visningsret udløber til februar

Da DR i sin tid købte retten til at vise filmen i Danmark, købte de retten i fem år – herunder en eksklusive ret i ét år, hvor det kun er DR, der måtte vise filmen i Danmark.

Den eksklusive ret udløber til februar. 

Indtil den dato rejser Otto Rosing rundt med filmen alle mulige andre steder end Danmark, hvor den godt kan blive vist. I sommers var han i Sverige for at vise den, fortæller han. Han ser dog frem til, at filmen kan blive bredt ud og vises inden for det danske kongerige igen.

- Drømmen er jo at få den udrullet på en eller anden måde, og det arbejder vi på, siger han.

- Men det er rimeligt op ad bakke, når en så stor institution som Danmarks Radio har vendt tommelfingeren nedad. Men vi arbejder på sagen.

Derudover arbejder Otto Rosing, Claus Pilehave og de andre bag ’Grønlands hvide guld’ på at lave en opfølger på dokumentaren.

- Vi vil gerne brede den større ud og fortælle om den menneskelige historie, siger han.