Mette Frederiksen åbner op for erstatning i spiralsagen og andre sager

Få dage før, at den danske statsminister, Mette Frederiksen, onsdag sætter kurs mod Nuuk for at undskylde til kvinderne i spiralsagen, kommer der nyt om en økonomisk kompensation til de berørte kvinder.
- I forbindelse med mit besøg i Nuuk vil jeg drøfte med formanden for Naalakkersuisut, at regeringen ønsker at etablere en forsoningsfond, der kan give individuel økonomisk godtgørelse til grønlandske kvinder i spiralsagen og til andre grønlændere, som har været udsat for svigt og systematisk forskelsbehandling, fordi de er grønlændere, udtaler Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.
Det fremgår ikke konkret, hvilke andre grupper, der er på tale.
Mette Frederiksens undskyldning bliver markeret ved et arrangement i Katuaq i Nuuk onsdag. Her vil formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), også undskylde til de kvinder, der har fået ufrivillig prævention efter 1992, hvor Grønland overtog sundhedsområdet.
143 kvinder fra spiralsagen stævnede i marts sidste år den danske stat. De kræver hver 300.000 kroner - samlet knap 43 millioner kroner - i godtgørelse fra den danske stat for brud på menneskerettigheder.
Udover kvinderne i spiralsagen ønsker en gruppe af juridisk faderløse og bortadopterede også erstatning af den danske stat.
27 juridisk faderløse kræver hver 125.000 kroner i godtgørelse fra Danmark for brud på menneskerettigheder. De har stævnet staten og venter på at få deres sag for retten. Fire grønlandske adopterede kræver samlet en million kroner i erstatning fra den danske stat for ulovlige bortadoptioner.
KNR forsøger at få et interview med Mette Frederiksen.