Dokumentaren ‘WALLS – Akinni Inuk' er kandidat til en Oscar-pris

Sofie Rørdam og Nina Paninnguaq Skydsbjergs dokumentar ’WALLS – Akinni Inuk’ er altså nu med i puljen af internationale film, der kan ende med at blive oscarnomineret.
I filmen skildres det, hvordan bliver Nina Paninnguaq Skydsbjerg under et dokumentarprojekt om anstalterne i Grønland dybt involveret i den indsatte, Ruths skæbne. Foto © : Walls - Akinni Inuk
Skrevet af Birgitte Kjeldsen
23. september 2025 15:22

- Filmen er både dyb og tankevækkende, samt udfordrer vores forståelse af frihed. Temaet er alvorligt, men den giver også håb om en bedre fremtid.

Sådan lyder det fra AldaRós Olsen Rosing, forpersonen for Grønlands Oscar Komité, efter at komitéen i år har valgt at indstille filmen ’WALLS – Akinni Inuk’ som kandidat i Oscar-kategorien International Feature Film Award.

- Komiteen er enig om, at WALLS – Akinni Inuk er den bedste repræsentant for Grønland til Oscar-uddelingen i 2026, udtaler forpersonen i en pressemeddelelse.

Filmen er instrueret af Sofie Rørdam og Nina Paninnguaq Skydsbjerg og produceret af Emile Hertling Péronard.

I dokumentaren følger man to grønlandske kvinder – Ruth Mikaelsen Jerimiassen, en indsat i anstalten i Nuuk, og instruktøren Nina Paninnguaq Skydsbjerg. De to knytter et stærkt venskab inden for anstaltens mure.

- Dokumentaren er et lille eksempel på, hvordan man kan gøre noget grusomt, tungt og grimt til noget smukt, som andre måske kan genkende sig selv i, sagde Nina Paninnguaq Skydsbjerg i et interview til KNR tilbage i marts.

Skal gennem et nåleøje

Dokumentarfilmen havde verdenspremiere på den danske filmfestival CPH:DOX i marts, hvor den vandt prisen for Bedste Nordiske Dokumentarfilm. Filmen er siden også nomineret til Nordisk Råds Filmpris 2025.

I Grønland blev filmen vist for første gang 8. april i Katuaq i Nuuk.

Derudover er filmen lige blevet vist i forbindelse med Nuuk Internationale Filmfestival 2025. Her var Nina Panninnguaq Skydsbjerg nomineret til prisen ’Årets grønlandske instruktør’.

8. april havde filmen premiere i Nuuk. Herefter er filmen også blevet vist i andre byer i Grønland. Blandt andet i Sisimiut. Foto © : Birgitte Kjeldsen

Det er 13 år siden, at Grønland sidste har indstillet en officiel kandidat til en Oscar-nominering. Sidst var i 2012, hvor spillefilmen 'Inuk' af Mike Magidson blev indstillet. Derudover var spillefilmen 'Nuummioq' af Torben Bech og Otto Rosing indstillet i 2010.

Hvorvidt ’WALLS - Akinni Inuk’ ender iblandt de fem film, der bliver nomineret til prisen for Bedste Internationale Film til næste års oscaruddeling, er dog stadig meget usikkert. 16. december offentliggør oscarakademiet en liste over de 15 internationale film, der er med i kapløbet om en prisnominering.

22. januar bliver det afsløret, hvilke fem film der bliver endeligt nomineret til prisen.

Selve oscaruddelingen finder sted 15. marts, 2026, i Los Angeles i USA.