Politikommissær i Kommune Kujalleq om lukningen af alkoholsalget: – Det har haft en tydelig effekt

Siden lukningen af alkoholsalget i Kommune Kujalleq er politiets sager om alkoholrelateret kriminalitet og uroligheder faldet. Det siger distriktslederen og politikommissær i Kommune Kujalleq, Michael Karstenskov Olesen.
Foto © : Emil Weis / KNR
Skrevet af Jonna Enoksen Dahl
13. oktober 2026 11:01

Alkoholsalget i Kommune Kujalleq blev lukket fredag aften den 2. oktober.

I Narsaq, Nanortalik og Qaqortoq er antallet af alkoholrelaterede kriminalitetssager faldet i den første uge efter lukningen.

- Vi kan konstatere ud fra vores anmeldelser, at det har lagt en dæmper på vores opgaver.

Det siger politimesteren i Kommune Kujalleq, Michael Karstenskov Olesen, og fortsætter:

- Det har haft en tydelig virkning forstået på den måde, at vi tidligere blev sendt ud til mange opgaver, som var alkoholrelaterede, for eksempel berusede, der lå rundt omkring i byen.

Der er endnu ikke fastsat en dato for, hvornår alkoholsalget bliver genåbnet.

Da Michael Karstenskov Olesen bliver spurgt, om de alkoholrelaterede kriminalitetssager vil stige igen, når alkoholsalget åbner, svarer han:

- Det er jo svært at sige noget om, man kan jo ikke forudse fremtiden.

Politimesteren siger, at politiet vil være klar, når alkoholsalget bliver genåbnet.

- Når det bliver aktuelt, så vil vi håndtere de opgaver, der måtte komme, og være klar til at håndtere dem også.