Tidligere Trump-ansat: Vil bygge gigantisk datacenter i Kangerlussuaq
Drew Horn er blevet set rejse rundt i Grønland flere gange i løbet af sidste år.
Til daglig er han direktør for investeringsfirmaet GreenMet, og så var han ansat under Donald Trump i hans første regeringsperiode.
Rigmanden har tidligere lovet milliardinvesteringer i alt fra fiskeri, energi og minedrift; investeringer, som stadig lader vente på sig.
Nu har han nye planer.
Til CNBC fortæller Drew Horn, at han vil bygge et gigantisk datacenter i Kangerlussuaq samt et nyt vandkraftværk - muligvis projektet ved Tasersiaq og Tarsartuup Tasersua.
Data og vandkraft i Kangerlussuaq
I et interview med CNBC kommer Drew Horn med en række udsagn om, hvilke projekter han har i Grønland.
Her vil han bygge et datacenter i Kangerlussuaq, som allerede næste år skal bruge 300 megawatt strøm og 1,5 gigawatt i 2028.
Det vil i det tilfælde være et af verdens største datacentre.
Centerets strøm skal komme fra et nyt vandkraftværk, som Drew Horn også påstår, han og hans forretningspartnere vil bygge.
Drew Horn påstår til CNBC, at han i løbet af det sidste års tid har fundet partnere, som vil hjælpe med at bygge, drifte og levere energi til datacenteret i Kangerlussuaq.
Desuden påstår den amerikanske investor, at han samarbejder med et grønlandsk firma. Han vil dog ikke oplyse, hvem han samarbejder med.
Både når det kommer til datacenteret og vandkraftværket, påstår Drew Horn, at han blot afventer godkendelse fra naalakkersuisut.
Men spørger man Departement for Erhverv, Råstoffer, Energi, Justitsområdet og Ligestilling, er historien om Drew Horns grandiøse bestræbelser en helt anden.
Selvstyret svarer igen
KNR har i forbindelse med Drew Horns mange påstande rakt ud til departementet.
Her har vi bedt om svar på, hvilke bud, ansøgninger, forespørgsler eller andet, som Drew Horn er involveret i, når det handler om datacentrer og vandkraft.
KNR har også bedt departementet om at oplyse, hvilke samarbejdspartnere den amerikanske investor har.
Men departementet afviser al kendskab til Drew Horns påstande.
- Vi har intet på sagen fra ham, om det han beskriver. Vi har intet hørt fra ham direkte (dog via medier), og der ligger heller ikke nogen som helst ansøger om noget af det, skriver departementchef Jørgen T. Hammeken-Holm.