Formand for Grønlands Politiforening: Vi er naturligvis meget tilfredse
Grønlandske anstaltsbetjente, politibetjente, ansatte ved domstolene og andre offentligt ansatte får nu samme vilkår som deres kolleger i Danmark.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Finansministeriet.
Bjørn Bjerregaard siger til KNR, at beslutningen har stor betydning for organisationen.
– Vi er naturligvis meget glade for, at det endelig er faldet på plads. Vi har arbejdet i årevis for målet om lige løn og pension til alle statsansatte. Det er en stor sejr for os, og det betyder rigtig meget.
Det udtaler formanden for Grønlands Politiforening, Bjørn Bjerregaard.
Den danske finansminister, justitsministeren samt medlem af Naalakkersuisut for finanser og skatter, Múte B. Egede, har indgået aftalen.
Formanden håber, at lokale politibetjente, som har valgt andre veje på grund af uligheden, vil vende tilbage til faget.
– Jeg håber selvfølgelig, at flere grønlændere fremover vil søge ind i politiet. Måske vil nogle af dem, der har sagt op, også komme tilbage, for vi mangler grønlandske betjente, og der bliver færre og færre af dem, siger han.
Ændrede arbejdsvilkår
Ud over ligeløn får danske og grønlandske politibetjente ens arbejdsvilkår.
Det indebærer blandt andet, at arbejdstiden nedsættes fra 40 til 37 timer om ugen.
– Med en 40-timers uge arbejder vi mere i Grønland. Derfor vil færre arbejdstimer betyde meget for os, fordi det kan være med til at mindske den træthed, der følger af det hårde arbejde, siger Bjørn Bjerregaard.
Håber på ændringer i pensionen
Selv om løn og levestandard nu bliver udlignet, er der fortsat forskelle i pensionsforholdene.
– Der er en markant forskel på pensionen i Grønland og i Danmark, siger han og fortsætter:
– Vi har uden held forsøgt at få pensionen med i aftalen. Men som jeg har forstået det, vil spørgsmålet blive taget op senere, siger Bjørn Bjerregaard.