Kilder: Ursula von der Leyen planlægger tur til Grønland
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har planer om at besøge Grønland.
Det melder unavngivne kilder med kendskab til sagen, skriver mediet Bloomberg sent onsdag aften.
Ifølge mediet skal besøget finde sted i marts. Kilderne siger, at detaljerne omkring besøget, herunder de præcise datoer, stadig er ved at falde på plads.
Von der Leyen vil under besøget annoncere en støttepakke til Grønland, siger Bloombergs kilder.
Kilderne siger, at også andre embedsmænd vil deltage i besøget, men det fremgår ikke umiddelbart, hvem der er tale om.
Meldingen om et besøg er ikke blevet officielt bekræftet. Til Bloomberg afviser en talsperson for EU-Kommissionen at kommentere sagen.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at det ikke umiddelbart har kunnet verificere meldingen.
Grønland har i begyndelsen af året været genstand for massiv international bevågenhed. Her gentog den amerikanske præsident, Donald Trump, flere gange, at han ønskede ejerskab over øen.
Indviede EU-kontor
Samtidig har Trump også sået tvivl om Danmarks evne til at beskytte øen mod russiske og kinesiske interesser.
På topmødet World Economic Forum i Davos i Schweiz i januar indgik Trump en aftale med Natos generalsekretær, Mark Rutte, om, at Nato skal øge sikkerheden i Arktis.
I en tale i EU-Parlamentet i januar sagde Ursula von der Leyen, at EU arbejdede på en pakke, der skal styrke sikkerheden i Arktis.
Det første skridt består af kraftigt stigende europæiske investeringer i Grønland for at støtte den lokale økonomi og infrastruktur, lød det.
Punkt to er, at EU vil samarbejde med USA og alle andre partnere om en styrket sikkerhed i Arktis, sagde von der Leyen.
Hun har også tidligere besøgt Grønland. I marts 2024 indviede hun et EU-kontor i den grønlandske hovedstad, Nuuk.
Grønland har i disse dage besøg af Kong Frederik, der efter planen rejser hjem fredag.
/ritzau/