Sophie flygtede og blev hjemløs i Danmark. Nu har hun et budskab til andre grønlandske kvinder

Sophie Jeremiassen og Ingrid Larsen Poulsen har fundet et sammenhold med flere grønlandske kvinder gennem opholdsstedet Reden. Efter en tid, der for Sophie endte i prostitution, og for Ingrid i psykisk vold, har de igen fået mod på livet.
Sophie Jeremiassen (tv.) og Ingrid Larsen Poulsen (th.) mødte hinanden i værestedet Reden i Aalborg. Foto © : KNR/Ann-Sophie Greve Møller
04. januar 2026 10:00

Det var en trussel på livet, der i november 2003 fik Sophie Jeremiassen til at træffe en hurtig beslutning.

På under to uger pakkede hun sit liv i Narsaq ned i en kuffert og satte kurs mod Danmark.

- Jeg flygtede faktisk.

50-årige Sophie Jerimiassen sidder roligt med hænderne foldet i skødet, mens hun fortæller om, hvorfor hun var nødsaget til at skifte kurs i livet for 22 år siden.

En kurs, der slet ikke gik som ventet. Hun drømte om et stabilt og roligt liv, men endte i stedet i over fem år på gaden, hvor hun dag for dag gik mere og mere i opløsning. Indtil hun fandt sin vej ud.

I dag er hun en hyppig gæst i Reden i Aalborg, hvor KNR møder hende. Reden er et værested for kvinder i prostitution, hjemløshed eller andre former for social udsathed. Her kan kvinderne blandt andet få rådgivning, terapi eller blive testet for seksuelt overførte sygdomme.

Hvad er Reden?

  • Reden Aalborg er et omsorgs- og rådgivningscenter for kvinder i prostitution, misbrug og anden udsathed som hjemløshed, vold, psykisk sårbarhed og ensomhed.
  • Rederne ligger i de fem største danske byer: København, Odense, Aarhus, Aalborg og Esbjerg.
  • Reden Aalborg tilbyder blandt andet socialrådgivning, juridisk rådgivning og sundhedsfaglig rådgivning. Samtidig er det også muligt at få gruppeterapi, psykologhjælp, blive testet for kønssygdomme eller få et generelt helbredstjek.
  • En fjerdedel af brugerne af Reden i Aalborg har grønlandsk baggrund. Det er godt 100 kvinder.
  • Reden i Aalborg har fået 4,4 millioner kroner på SSA-reserven i perioden 2026 til 2029 til et projekt, der fokuserer på grønlandske kvinder.
  • Caféen i Reden i Aalborg har åben hver tirsdag og torsdag fra klokken 14 til 17, hvor man kan få et gratis måltid mad, kaffe og te, og der er tilbud om sociale aktiviteter.

Godt 100 af de kvinder, der kommer i Reden i Aalborg, har grønlandsk baggrund. Det svarer til en fjerdedel af værestedets brugere. Reden oplever fortsat en stigning af grønlandske kvinder, der opsøger værestedet.

Derfor har de igangsat et nyt projekt, der skal hjælpe grønlandske kvinder i udsathed til en stabil tilværelse. Reden Aalborg har fået 4,4 millioner kroner til et fireårigt projekt fra den såkaldte SSA-reserve i Folketinget, som er en pulje til social- sundheds- og arbejdsmarkedsområdet i Danmark.

Kurs mod København

Før Sophie Jeremiassen satte kurs mod Danmark, boede hun i Narsaq, hvor hun brugte tiden på sine tre jobs som støtteperson, på alderdomshjemmet og som tolk. 

Over tid begyndte problemerne at hobe sig op. Alkohol fyldte en hel del i Sophies hjem, og hun havde intet sted at finde ro.

- Jeg har oplevet flere krænkelser gennem tiden, men var meget angst for de dårlige følger, det kunne få for min familie og mig selv, hvis jeg meldte dem. På det tidspunkt var jeg meget psykisk sårbar og sådan en, der ikke sagde fra, fortæller Sophie.

Da hun oplevede at blive truet på livet, blev situationen så tilspidset, at hun tog en hurtig beslutning om at flytte til København, hvor hendes veninde boede.

Men livet i den danske hovedstad blev ikke, som hun drømte om. De dårlige oplevelser gennem tiden rasede inde i Sophie, og hun havde ikke overskud til at navigere i det danske system, og hvordan hun skulle få hjælp.

I stedet fandt hun trøst i alkohol og stoffer. Hun blev hjemløs og levede et liv på gaden.

- Jeg vidste aldrig, hvor jeg skulle sove, eller hvor jeg kunne lave mad. Samtidig havde jeg truffet en beslutning om, at jeg ville dø af alkohol, fordi jeg havde det så forfærdeligt. Jeg havde ikke kræfter til at søge hjælp, så langt kunne jeg ikke tænke.

Gælden til pushere begyndte at hobe sig op, og Sophie følte sig nødsaget til at sælge seksuelle ydelser for at få penge til at række. I over tre år stod hun dagligt på Istedgade på Vesterbro i København, hvor prostitutionsmiljøet i årtier har fundet sted.

- Jeg havde intet selvværd. Alt var bare ligegyldigt. Det eneste, det gjaldt om, var at få stoffer, alkohol og mad.

- Jeg er blevet truet på livet og tilintetgjort. Det var hårdt dengang. Det var rigtig hårdt, fordi jeg hele tiden gemte for omverden, hvad der foregik. Jeg løj over for min familie og omgangskreds for selv at overleve det, fortæller hun.

En ny tilværelse

Da Sophie en dag bliver ramt af amors pil, bliver det en vej væk fra det hårde liv på gaden.

- Jeg fandt en engel. Han var min kunde, men vi blev kærester. Han betalte mig faktisk også ud af gælden.

Kort tid efter fandt Sophie ud af, at hun var gravid. Derfor valgte hun for alvor at lægge sit liv om og lagde alkohol og stoffer på hylden.

Men midt i den nye tilværelse bliver Sophie udsat for et drabsforsøg, da hendes ekskæreste forsøgte at skyde hende. Igen må hun flygte – denne gang til Aalborg med sin nye familie.

I Aalborg forsøgte hun at skabe en ny og bedre tilværelse. Hun tog kurser om selvudvikling, og hvordan man er en god mor. Hun fik et arbejde på et opholdssted og drømte om at uddanne sig til misbrugsvejleder.

- Men midt i det hele fik jeg stress og blev syg. Meget syg. Depression og nervesammenbrud. Det er der heller ikke noget underligt i med alt det, jeg har i bagagen. Det skulle jo ske på et tidspunkt, siger Sophie.

Inde for hjemmets vægge

I over otte år isolerede Sophie sig i sin lejlighed i Aalborg som følge af social angst.

Det er en angst, Ingrid Larsen Poulsen kan relatere til. I en anden lejlighed i Aalborg har Ingrid Larsen Poulsen ligesom Sophie brugt størstedelen af sin tid inde døre, da hun også led af social angst.

46-årige Ingrid er fra Nuuk, men flyttede til Danmark for fem år siden. 

Hun havde ellers et godt liv i Nuuk, fortæller hun, med arbejde på en grillbar og masser af venner, som hun dagligt inviterede hjem til sig.

Men hun savnede sin mor, der nogle år forinden var flyttet til Danmark. Derfor besluttede hun sammen med sin daværende kæreste også at flytte til Aalborg, hvor moderen boede. 

Kort tid efter, at beslutningen var truffet, gik moderen bort. Ingrid ankom til Aalborg til begravelsen.

Hverdagen i den danske by begyndte hurtigt at gå skævt for hende. 

- Jeg var meget ensom. Jeg levede i et forhold med psykisk vold, så jeg kom ikke så meget ud af hjemmet og havde meget angst. Jeg fik ikke nogen venner her. Ikke en eneste, fortæller hun.

Ingrid ryster, mens hun fortæller. Hun samler hænderne i skødet, inden hun fortsætter.

I fem år kom hun knap nok rundt i Aalborg. Hun følte, at hun skulle besvime, når hun nærmede sig hoveddøren.

Men sidste år havde Ingrid fået nok, og hun fik mod til at starte på ny. Hun fandt sin egen lejlighed og brød med ekskæresten. En plan hun havde gået og brygget på.

- Det var hårdt. Meget hårdt. Også fordi han ikke ville give slip på mig, så det var kun mig, der prøvede at få ham væk. Jeg fik ikke hjælp til det, siger hun.

Mødet med ligesindede

I forbindelse med bruddet var Ingrid desperat efter at få hjælp. Hun havde hørt om Reden gennem hendes arbejdskonsulent og overvandt angsten for at gå uden for en dør. 

- Jeg blev bare ved at tænke på, at her kunne jeg få hjælp.

Hun husker, hvordan hun var en skygge af sig selv, da hun kom til Reden. Med krum ryg og bøjet hoved.

- Anden gang jeg kom hertil, sagde jeg til en dame, der også var her, at jeg var meget angst, fordi jeg havde levet i et psykisk voldeligt forhold. Så sagde hun, at hun selv havde oplevet det. Det føltes som om, at der faldt 10 kilo fra mine skuldre. Jeg kan mærke, at det hjælper at være her, siger hun.

Et halvt år før, at Ingrid blev fast bruger af Reden, kom Sophie Jeremiassen til værestedet. Det er nu halvandet år siden. 

Sophies veninde havde gode erfaringer med stedet og havde igennem et år prøvet at overtale hende til at besøge værestedet.

- Jeg er afsindig glad for, at der er en person, der bekymrer sig så meget om mig, at jeg til sidst tog mig sammen og kom hertil, siger Sophie.

Selvværd og selvtillid

Sophie og Ingrid er begge blevet diagnosticeret med PTSD – en psykisk lidelse, der udvikler sig efter en traumatisk begivenhed – og får nu terapi efter mange års traumer.

Det har skabt et helt nyt mod på livet at møde andre ligesindede kvinder i Reden.

Sophie fortsætter:

- Uanset titel og hudfarve er man velkommen her. Medarbejderne har ikke de fordomme, der skinner ud af så mange andre mennesker. Her er varme og glæde og alt den hjælp, man kan få.

- Jeg har fået selvværd, selvtillid og fundet ud af, hvem jeg egentlig er. Her er folk, der bare accepterer min fortid til trods for, hvad jeg nu har været, siger hun.

Sophie Jeremiassen (tv.) og Ingrid Larsen Poulsen (th.) er begge blevet diagnosticeret med PTSD. I dag får de terapi og har fået mod på livet igen. Foto © : KNR/Ann-Sophie Greve Møller

Samtidig er det i dag blevet vigtigt for hende at bryde tabuet om, hvad det vil sige at leve et liv med traumer, vold og afhængighed. Dette gør hun blandt andet ved at være en del af Aalborg Kommunes Udsatteråd.

- Som barn tænkte jeg jo aldrig, ‘wow, jeg skal bare være prostitueret, når jeg bliver stor’. Det er der ingen, der ønsker.

Sophie, hvad håber du der kommer ud af, at du fortæller din historie?

- At der kommer mange flere til, og at gøre opmærksom på, at der er hjælp at hente. Du er ikke alene. Du er noget værd, siger hun.

Sophie og Ingrid har fundet et fællesskab med hinanden og blandt de andre kvinder, der også kommer i Reden. Endda veninder, fortæller Ingrid. De kan grine igen. Ja, sammen kan de grine så meget, at det kan være helt svært at stoppe.

Ingrid lader følelserne overtage og tårerne få frit løb efter interviewet. En forløsning efter at have fortalt om den periode i hendes liv, der var så tung.

Så strækker hun armene op i vejret og udbryder en glædesjubel.