Nuuk Lufthavn er nødt til at ansætte 60 medarbejdere i security

Dårligt lufthavnsbyggeri tvinger Greenland Airports til at ansætte markant flere medarbejdere i security. Det giver stort underskud i 2025 og påvirker fremtiden.
Nuuk Lufthavn er langt fra bygget optimalt, fortæller bestyrelsesformand i Greenland Airports. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Skrevet af Emil Weis
25. juni 2026 08:59

Man kunne som flypassager i Grønland håbe, at man havde hørt det sidste til problemerne med security i Nuuk Lufthavn. 

Men det er langt fra tilfældet, fremgik det fredag, da Greenland Airports holdt generalforsamling. 

- Vi har fået en voldsom opnormering i personalet, og det er også en af baggrundene for, at omkostningerne i lufthavnene er steget betragteligt, og også kommer til at være betragteligt højere fremadrettet, end man havde forventet, sagde bestyrelsesformand Jens W. Willumsen.

Oprindeligt havde Greenland Airports en forventning om, at selskabet kunne klare sig med 20 til 25 security-medarbejdere i Nuuk Lufthavn. 

Nu sigter Greenland Airports mod et antal på 60 medarbejdere. 

Hjælp fra København 

Ifølge Greenland Airports ledelse, kom det selvstyreejet selskab ud af 2025 med et driftsunderskud på omkring 50 millioner kroner uden nedskrivning af værdier.

I Greenland Airports nye regnskab kan man også se, at der i 2025 i alt er brugt 270 millioner kroner på lønninger og personaleomkostninger. 

Og over halvdelen af medarbejderne i Nuuk Lufthavn er ansat i security, ifølge den administrerende direktør, Jens Lauridsen. 

- Det er vigtigt, at vi har en sikker lufthavn. Vi kan ikke spare os til det. En sikker lufthavn er helt afgørende for en sikker flydrift, sagde bestyrelsesformanden, Jens W. Willumsen.

Greenland Airports endte 2025 med et underskud på 2,7 milliarder kroner. Det skyldes en nedskrivning af værdien på de tre nye lufthavne på 3 milliarder kroner, fortalte de på årets generalforsamling.  Foto © : Emil Weis / KNR

Nuuk Lufthavn er da næsten også oppe på de 60 security medarbejdere, der er brug for. 

- Nogen venter på sikkerhedsgodkendelser og så videre, men hvis vi tager dem med, og at vi har lånt nogle ind fra København, så begynder vi at være omkring de 60, sagde Jens Lauridsen. 

I dag er der omkring 10 security-medarbejdere fra København ansat i lufthavnen. Planen er dog, at de skal udskiftes med lokale på sigt. 

- De (medarbejdere fra København, red.) får selvfølgelig løn ligesom vores egne medarbejdere, men der er noget difference i forhold til, at der er noget transport frem og tilbage, noget indkvartering og forskellige andre ting, sagde Jens Lauridsen og fortsætter: 

- Så der er helt klart nogle øgede omkostninger ved at have dem heroppe. 

Kritik af byggeriet

Ledelsen i Greenland Airports fik også sendt en kras kritik mod, hvordan Nuuk Lufthavn er blevet bygget. 

- Lufthavnen er ikke bygget optimalt. Det design man har lavet af Nuuk Lufthavn er simpelthen ikke optimalt. Det er det heller ikke oppe i Ilulissat, sagde Jens W. Willumsen. 

En af grundene til, at Greenland Airports har skullet ansætte så mange flere medarbejdere i security er, at alle passagerer skal sikkerhedstjekkes som om, at det er internationale passagerer. 

- Det er jo tydeligt for en hver, at det havde været en fordel, hvis man kunne separere indenrigstrafikken og udenrigstrafikken i Nuuk Lufthavn. Det kan vi ikke i dag, sagde Jens W. Willumsen: 

- Den er ikke bygget til det, og det er et uforståeligt forhold.  

Greenland Airports har dog ingen planer om at ændre i byggeriet, men er bare nødt til at have det høje antal af security-medarbejdere ansat. 

- Vi ved ikke, hvorfor man traf den beslutning, men vi konstaterer, at det driver nogle omkostninger i dag, som er sindssygt uhensigtsmæssige, sagde Jens W. Willumsen. 

Ifølge Jens Lauridsen forventer selskabet ikke, at der er brug for flere ansatte i Qaqortoq eller Ilulissat Lufthavn end planlagt.