Múte B. Egede skylder befolkningen et svar

- Den seneste tids begivenheder har haft en påvirkning hos os alle. Selvom presset er stort, må vi ikke gå i panik. Vi må stå sammen som et folk og vise, at Grønland er grønlændernes.
Sådan skriver formanden for naalakkersuisut Múte B. Egede (IA) på sin Facebook-profil. Oplaget er til dem, der føler sig udtrykke, efter USA’s præsident Donald Trump har ytret sit ønske om at få kontrol over Grønland.
Men beroligende ord er ikke længere nok. Det mener Kaj Kleist, der i mange år har været topembedsmand i både Hjemmestyret og Selvstyret.
- Der er gået tre uger. Det eneste, han (Múte B. Egede, red.) har sagt, er, at vi er grønlændere og ikke til salg. Det er ikke længere nok at mane til ro og håbe på, at krisen går over af sig selv. Det viser en vis usikkerhed omkring, hvad naalakkersuisut vil, og det skaber bekymring, siger han.
Også Martha Labansen, der i flere år arbejdede som direktør i KANUKOKA, De Grønlandske Kommuners Landsforening, og i Hjemmestyret, savner, at regeringen bekender kulør.
- Det er en skam for et demokratisk land, at naalakkersuisut og især Múte B. Egede ikke åbent fortæller, hvilke muligheder og farer der er i den nuværende situation. Når vi snart står overfor et valg, skal befolkningen vide, hvad koalitionen vil. Skal vi samarbejde mere med USA eller bibeholde det tætte forhold til Danmark, siger hun.
Naalakkersuisut må bekende kulør
Indtil nu har det primært været på pressemøder og via sociale medier, Múte B. Egede har udtalt sig.
Hver gang med de samme budskaber - ”Greenland is not for sale, but open for business” eller ”Grønlænderne vil ikke være danskere, og de vil heller ikke være amerikanere. De vil være grønlændere”.
At kommunikationen er så kontrolleret, mener Aqqaluk Lynge, stifter af Inuit Ataqatigiit, er fornuftigt. Han minder om, at en grønlandsk leder aldrig har stået i så alvorlig en situation. Ifølge Aqqaluk Lynge er det landets eksistens, der står på spil. Det er i det lys, man skal vurdere formanden for naalakkersuisut.
- Múte B. Egede har klart det godt, siger han.
Kaj Kleist og Martha Labansen anerkender, at Múte B. Egede og naalakkersuisut befinder sig i en ekstraordinær situation. Netop derfor er det også afgørende, at de ledende politikere tager ansvar og viser vejen.
- Jeg savner, hvilken retning naalakkersuisut mener, vi skal gå. Lige nu virker det som en buffet, hvor man kan tage, hvad man vil. Men det dur ikke. Det gør befolkning usikker på, om vi er på amerikanernes hænder eller danskernes hænder, siger Kaj Kleist.

Sammenholdet er ved at krakelere
Mens de tre tidligere politiske topfolk er uenige, når det kommer til deres vurdering af Múte B. Egede, kan de hurtigt blive enige om, at den nuværende krise har skabt sprækker i koalitionen.
Her peger de alle på Kuno Fencker (Siumut) og hans beslutning om at rejse til USA for at mødes med topfolk i det republikanske parti. Folk, som åbnet har sagt, at de mener, Grønland skal blive en del af USA.
- Det virker til, at sammenholdet i Naalakkersuisut begynder at krakelere, når et medlem (Kuno Fencker, red.) tager over og laver noget, der ligner forhandling med nogen om, hvordan Grønland kan blive en del af USA, siger Kaj Kleist.
Også Aqqaluk Lynge, der fra 1983 til1995 sad i Landstinget for IA, er hård i sin kritik af Kuno Fencker.
- De handlinger, som vi har set i Washington D.C., hvor der har været samtaler med 300 mennesker, undergraver naalakkersuisuts ønske om sammenhold. Det holder vores samfund ikke til, siger han.
