Spiralsagen: Kvinder fandt rum for at dele deres traumatiske oplevelser på borgermøder

Et rejsehold har de seneste uger rejst rundt for at hjælpe kvinder med at søge erstatning i spiralsagen. De berørte kvinder fortæller her om at føle sig set på borgermøderne rejseholdet afholdte.
Rejseholdets første rundrejse blev afsluttet med et borgermøde i Nuuk. Foto © : KNR
Skrevet af Ivik Kristiansen
25. oktober 2026 08:40

Rejseholdet - fra den danske myndighed Patienterstatningen - har lige sat punktum for sin første rundrejse i Grønland. Rejseholdet gav kvinder, der ufrivilligt fik prævention i perioden 1960-1991, vejledning i at søge godtgørelse. 

- Vi har fået bekræftet, at det har gjort en rigtig stor forskel, at vi er kommet rundt i landet og rent faktisk har mødt kvinderne, og hvor vigtig den her sag er for kvinderne, siger Line Specht fra rejseholdet. Hun er specialkonsulent i Patienterstatningen.

Det er Patienterstatningen, der afgør sager om godtgørelse til kvinder, der ufrivilligt fik opsat spiral eller fik præventionsmidlet Depo-Provera mod deres vilje.

På rejseholdets rundrejse har de holdt borgermøder for kvinderne i Uummannaq, Aasiaat, Qeqertarsuaq, Qasigiannguit, Maniitsoq og Nuuk.

- Det har været rigtig vigtigt, at vi på rundrejsen har kunnet nå ud til kvinder, som vi ellers ikke ville nå, og som vi oplever ikke ville få ansøgt om godtgørelse, hvis ikke vi havde talt med dem og hjulpet dem.

Ifølge hende, er det ikke kun kvinderne, der var med til borgermøderne, som har fået noget ud af møderne.

- Vi har også fået tilbagemeldinger om, at de kvinder, der har været på møderne, de fortæller om ordningen, om ansøgningen og om ansøgningsprocessen i deres netværk, til familie og til veninder, efter vi har været der og holdt vores møder. På den måde bliver information om godtgørelsesordningen også spredt.

Føler du dig alene og har brug for nogen at tale med?

Du er ikke alene. De fleste mennesker har behov for at blive lyttet til i perioder, hvor livet eller en situation opleves som så svær, at de ikke kan magte den alene.

Vi har tid til at lytte. Tusaanngas rådgivere lytter og kan hjælpe dig med at få sat ord på dine udfordringer. De kan også give dig redskaber til, hvordan du kan håndtere svære omstændigheder i dit liv.

Telefonrådgivning er en anonym personlig samtale mellem dig og en rådgiver hvor du bestemmer indholdet af samtalen.
Alle børn, unge og voksne, som har brug for at tale eller skrive med nogen kan kontakte Tusaannga. Det er anonymt og gratis at kontakte Tusaannga - du kan også ringe eller skrive selvom du ikke har mere Tusass.
 

Telefon: 80 11 80 

SMS: 1899

Kilde:Tusaannga

Tal fra 21. oktober viser, at Patienterstatningen har modtaget 973 ansøgninger. Af dem er 257 blevet anerkendt, mens 704 endnu ikke er afgjort. 12 er blevet afvist.

Kvinder ser, at de ikke er alene

Det er dog ikke tallene, der er det vigtigste, siger Line Specht.

- Det væsentlige for os er ikke antallet af ansøgninger. Det væsentlige er, at vi får fortalt om ordningen, så de kvinder, der har været udsat for de krænkelser, får kendskab til ordningen, så de kan søge godtgørelse, hvis de gerne vil. Det er ikke alle kvinder, der har lyst til at søge, men de skal vide, at ordningen er der, og de skal vide, hvordan de kan søge, hvis de gerne vil, og når de er klar til det.

Det handler altså først og fremmest om det praktiske ved at søge godtgørelse. Det er dog ikke det eneste, som kvinderne fik ud af borgermøderne, forklarer Line Specht.

- Én af de ting, som også har fyldt rigtig meget, det er, at kvinderne ser, at de ikke er alene. De ser på møderne, at de sidder sammen med en masse andre kvinder, som har været udsat for det samme, som de selv har.

Borgermødet skal være et trygt sted for kvinderne

KNR var til stede under borgermødet i Nuuk, hvor der var op mod 100 kvinder til stede. Flere gange blev det understreget, at der er stærke følelser involveret, og at mødestedet derfor skal være trygt for kvinderne.

- Der er mange af de kvinder, som aldrig har fortalt nogen om, hvad der er sket. Det har krævet mod af dem at komme til møderne, og derfor er det rigtig vigtigt, at de har kunnet føle sig trygge.

Når kvinderne skal søge om godtgørelse, skal de komme med beskrivelser af, hvad der blev gjort imod dem. 

Rejseholdet havde derfor også psykologen Tone Frank med på rundrejsen. Under borgermødet forklarede psykologen, at mange af traumerne kan komme tilbage under ansøgningsprocessen.

Nogle kvinder kan have stærke reaktioner, men Tone Frank forklarer, at reaktionerne er meget forskellige fra menneske til menneske.

- For det første er det vigtigt at sige, at mennesker reagerer forskelligt. Dem, jeg taler med, er mere dem, der på den ene eller anden måde har en mere intens reaktion, siger Tone Frank.

For nogle kommer der ikke en større reaktion. For andre er reaktionen mere intens, forklarer hun.

- Kroppen kan genopleve en hændelse, når der er noget, der minder om hændelsen. Det kan være noget, man hører, lugter eller noget, man ser, som minder om en stærkt grænseoverskridende hændelse. Så kan det føles, som om hændelsen sker lige nu, siger Tone Frank.

Blandt de mange reaktioner, kan følelser som skam, sorg, lukkethed og vrede, komme frem.

Det bliver også flere gange forklaret af rejseholdet, at mange kvinder har kæmpet med følelsen af at være alene.

Konsekvenser på psyke og krop 

KNR talte med to kvinder efter borgermødet i Nuuk, og de genkender begge mange af de følelser, som Tone Frank beskrev under borgermødet.

Den ene fortæller, at hun fik spiral som 16-årig. 

Det skete uden hendes viden, fortæller hun. Det blev efterfulgt af en periode med gener, og efter nogle år mærkede hun noget i underlivet og hev en spiral ud, husker hun.

Hun har også følt sig alene i lang tid, og siger at hun kan genkende alle de tegn på traumer, som psykologen beskrev under borgermødet.

- Du kan komme hen til mig, og jeg vil tænke, at du ved, at jeg har haft spiral. Så vil jeg flygte fra dig.

Hun fortæller, at hun har haft traumeresponser i langt størstedelen af sit liv og var begyndt at tænke på dem som almindelige følelser, som alle har.

En anden kvinde fortæller også, at hun har kæmpet med følelsen af at være alene. Også skam og lukkethed har hun kæmpet med. Hun fortæller, at hendes søskende kunne komme med et spørgsmål, som hun følte kom for tæt på. Og så fik hun travlt med at skifte emne.

Der var gået årtier, før hun kunne tale åbent om det. At hun fik prævention ufrivilligt som ung, gjorde det måske også sværere.

- Man har ikke den største selvtillid, når man er ung. Jeg kunne i lang tid ikke engang få mig selv til at sige det til en læge, fortæller hun.

Det var også en anden tid dengang, fortsætter hun. Kønsdele og seksualitet var mere tabubelagte, end de er i dag, fortæller hun, og det har forstærket hendes trang til at holde sine traumer for sig selv.

Den ufrivillige prævention har ikke kun sat dybe spor på hendes psyke, fortæller hun. Det har også haft konsekvenser for hendes krop.

- Jeg har et barn. Men det viste sig, at jeg måske kunne have haft flere, siger hun, imens hun bryder ud i gråd.

Den anden kvinde fortæller, at godtgørelsen er vigtig. Men det er ikke pengene, der er det vigtigste, fortsætter hun. Det er følelsen af at blive anerkendt, og anerkendelsen af, at det, der skete, ikke er i orden.

Pengene er også vigtige, tilføjer hun. For ifølge hende, så er tilbuddene om hjælp ikke tilstrækkelige. Hun siger, at de får mulighed for at tale med nogen nogle få gange. Men med en godtgørelse på 300.000 kroner vil hun få mulighed for at få hjælp over en længere periode.

- Pengene giver mulighed for at snakke vedvarende med en psykolog, siger hun.

Har du brug for at snakke med nogen, kan du henvende dig til Tusaannga døgnet rundt på telefon 80 11 80 eller ved at sende en SMS til 1899.

Patienterstatningens rejsehold planlægger at tage på yderligere to rundrejser næste år. Her vil de rejse til Øst-, Vest- og Sydgrønland.