Efter kritik fra sygeplejersker: Jeg kan godt forstå jer
- Udfordringen er ikke ny, desværre. Det er noget, vi har kendt til igennem mange år, og det er jo et tegn på, at vi mangler nogle bedre fastholdelsesstrategier.
Sådan indleder naalakkersuisoq for Sundhed- og Personer med Handicap Anna Wangenheim (D) sit svar på den kritik, som i sidste uge blev rejst i en artikel om det pressede grønlandsktalende sundhedspersonale.
Her fortalte sygeplejersken Pipaluk Kleemann, hvordan hun og mange af hendes fastansatte grønlandske kollegaer bliver overlæsset med ekstraarbejde, fordi de kan tale grønlandsk.
Derudover får de – ofte danske – korttidsansatte og vikarerne ifølge hende ofte ikke en ordentlig indkøring i arbejdet og forholdene i Det Grønlandske Sundhedsvæsen.
Endnu en ting, som Pipaluk Kleemann oplever, bidrager til arbejdsbyrden.
- Det burde måske være et krav, at man har sproglige, kulturelle og historiske forudsætninger – at man er klædt på til det sted, man skal arbejde. Vi bør ikke altid være dem, der skal tilpasse os. Det er uretfærdigt, lød det fra sygeplejersken.
Nye kollegaer er en del af jobbet
Det er en vigtig forudsætning for at arbejde i Sundhedsvæsenet her i landet, at man er tilstrækkeligt forberedt inden jobstart, understreger Anna Wangenheim.
Til Pipaluk Kleemanns forslag om at det bør være et krav, at man har sproglige og kulturelle forudsætninger for at arbejde i Grønland, svarer hun:
- Det er jo ikke noget nyt forslag. Det er noget, man faktisk har arbejdet på. Altså hvor de kommende nye ansatte har mulighed for at blive klædt på igennem et introduktionsforløb.
- Men behovet for nye medarbejdergrupper er så omfattende, som det er nu, at der er behov for, at vi kigger på det på en lidt anden måde og tilrettelægger det anderledes, siger Anna Wangenheim.
Er det de fastansattes ansvar at sætte deres nytilkommende kollegaer ind i tingene?
- Ja, man kan sige, det er jo en del af deres arbejdsopgaver. Jeg kan genkende det meget tydeligt – også fra mine egne erfaringer som sygeplejerske – at det er en tidskrævende og omfattende arbejdsopgave, der ligger oveni de arbejdsopgaver, man normalt skal varetage, svarer Anna Wangenheim og fortsætter:
- Og jeg kan godt forstå, at man er nået dertil, hvor man føler sig afmægtig og magtesløs i forhold til at skulle varetage den opgave.
I Pipaluk Kleemann-artiklen svarer Sundhedsledelsen i Det Grønlandske Sundhedsvæsen også på kritikken.
Vicedirektøren for regionerne i Sundhedsvæsenet, Ella Skifte, svarede, at man lige nu er afhængig af arbejdskraft udefra, fordi Sundhedsvæsenet er presset.
- For at aflaste og beskytte vores faste medarbejdere, har vi en række forskellige indsatser for at styrke vores rekruttering og introduktion af nye medarbejdere, skrev Ella Skifte.
- Men for nye medarbejdere vil det altid være udfordrende at skulle lære rigtig mange ting på kort tid, både hvad angår selve jobfunktionen og livet udenfor arbejdspladsen, skrev hun videre.
Er Filippinsk arbejdskraft endnu en byrde?
Historierne om de udfordringer, som opstår i Sundhedsvæsenet, når der hele tiden skal oplæres nye kollegaer, trækker tråde til diskussionen om rekruttering af personale fra lande som Filippinerne.
I en artikel, der kom ud mandag denne uge, spurgte KNR Sundhedsledelsen, om arbejdskraft fra tredjelande var en god løsning på personalemanglen.
Vicedirektør Ella Skifte var positivt indstillet overfor forslaget. Dog mener hun, at man først bør forsøge at rekruttere den håndfuld udlændinge med en sundhedsfaglig baggrund, der allerede har bopæl i Grønland.
Derudover kræver det ifølge Ella Skifte omkring to år og mange ressourcer, før folk der hverken taler grønlandsk eller dansk, kan være klar til at arbejde på lige fod med deres kollegaer. Ressourcer som Sundhedsvæsenet ikke har lige nu.
Anna Wangenheim, nu har du jo selv foreslået, at man rekrutterer fra tredjelande. Men vil man ikke risikere, at det kommer til at bidrage til byrden på det grønlandsktalende personale?
- Det er jo nødvendigt at hjælpe dem med at skaffe dem nogle nye kollegaer, så de ikke bliver overbebyrdede, indleder Anna Wangenheim sit svar.
- Der hvor vi skal sætte ind, det er netop at sørge for, at der er et modtagerapparat for de nye kollegaer. Sådan så de fastboende ikke overbebyrdes med den opgave, der ligger i det, siger hun.
En måde at gøre det på, kan være at samarbejde med lokale, private aktører om nogle ’onboardingprogrammer’, foreslår hun.
Vigtigst er det dog at uddanne nok af ’vores egne’, påpeger Anna Wangenheim. Men det er ikke nok.
- Vi bliver nødt til at satse på flerstrengede strategier i forhold til, hvordan vi også sikrer fremtidens bemandingsniveau. Så det er vigtigt, at vi arbejder på det område – også at vi skal rekruttere fra tredjelande og fra udlandet, siger hun.
Anna Wangenheim og hendes embedsværk er lige nu ved at undersøge, om der er noget juridisk, der kan være en hindring i at opsøge de sundhedsuddannede filippinere, der allerede er flyttet her til landet.
Dog opfordrer hun dem til at kontakte Sundhedsvæsenet, hvis de kunne være interesserede i at arbejde der:
- Eller os for den sags skyld. For de skal også ville det, siger hun.
- En ting er, at vi har kunne identificere, at der er en god håndfuld potentielle sygeplejersker her i landet. Men en anden ting er så, om de har lyst til at arbejde som sygeplejersker. Det ved vi jo ikke.
