Sundhedsvæsenet ansætter gerne filippinske sygeplejersker

- Det kan vi sagtens se noget positivt i.
Det siger vicedirektør for regionerne i Det Grønlandske Sundhedsvæsen, Ella Skifte, om forslaget om at rekruttere sygeplejersker fra Filippinerne.
En løsning på manglen af fagligt kompetent sundhedspersonale som benyttes af mange lande, og som naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med handicap, Anna Wangenheim (D), er lun på.
For Sundhedsvæsenet er presset og har længe haft problemer med at fastholde sit personale.
I 2023 arbejdede over halvdelen af de uddannede, grønlandske sygeplejersker ikke længere som sygeplejersker, viser tal fra Sundhedskommissionens betænkning.
- Bemandingssituationen er noget udfordret. Vi har rigtig mange vikarer, som kommer herop og nogle af dem i ret kort tid. Og det er dét, der udfordrer os i forhold til at have en stabil medarbejderstab, siger Ella Skifte.
Hun har været vicedirektør siden 2006. Ifølge hende har brugen og afhængigheden af korttidsansatte vikarer svinget meget gennem tiden. Mængden af pres på Sundhedsvæsenet er samme historie.
- Vi har haft gode tider, og så har vi haft mindre gode tider, siger Ella Skifte.
Hun fortæller, at man indimellem har haft succes med nogle indsatser for undgå at ansatte så mange fra vikarbureauer.
- Men så går tiden, og så bliver det værre igen, siger hun.
Filippinerne, der allerede er her
At rekruttere sygeplejersker og andet sundhedsfagligt personale fra tredjelande, er bestemt en måde, man kan forsøge at løse bemandingsproblemerne på, mener Ella Skifte.
Dog mener hun, at man først bør se sig om efter arbejdskraft blandt de mennesker, der allerede bor her i landet. For eksempel folk der er flyttet hertil fra Filippinerne.
Tal fra Grønlands Statistik viser, at der i starten af året boede 1110 filippinere i Grønland. Ifølge Ella Skifte har hun kendskab til 8-10 filippinere, der har en uddannelse inden for sundhed med sig.
- Vi kender rigtig mange her i landet allerede, som bor her, og hvor enkelte af dem også har henvendt sig omkring jobs i sundhedsvæsenet, siger Ella Skifte og fortsætter:
- Hvis man kunne starte med nogen her i landet, vil det være rigtig positivt og godt givet ud.

Og faktisk har sundhedsvæsenet allerede været i gang med at uddanne filippinske sundhedsfaglige, så de kunne blive klar til at arbejde i Det Grønlandske Sundhedsvæsen.
- Vi har blandt andet haft nogle processer med tre filippinske sygeplejersker, som nu har fået autorisation og er blevet sygeplejersker her, fortæller vicedirektøren.
Det tager tid at oplære
Selvom det er Ella Skiftes erfaring, at de filippinske medarbejdere bliver i jobbet, når de først er blevet oplært og uddannet, så tager det lang tid og kræver ressourcer at nå dertil.
Det tog to år før de tre filippinske sygeplejersker var klar til at kunne arbejde som sygeplejerske i systemet i Grønland, fortæller hun.
- Vi skal tænke på rigtig mange ting, som de skal sættes ind i, siger hun.
Også selvom de har boet i Grønland i noget tid. Typisk er det det sproglige, der er en stor udfordring.
- Vores arbejdssprog i Sundhedsvæsenet er dansk, så man skal kunne udtrykke sig på dansk, så man ikke misforstår undervejs, siger Ella Skifte.
Derudover skal der et stærkt støtteapparat til, hvis man vil begynde at satse på arbejdskraft, der ikke taler grønlandsk eller dansk, mener hun. Især hvis man gør alvor af idéerne om at rekruttere direkte fra udlandet.
- Når de kommer ind i landet, skal de gå sammen med nogen. De skal oplæres, og de skal gå med en mentor og lære, hvordan man arbejder på et grønlandsk sygehus eller sundhedscenter, siger Ella Skifte.
Vil det være tilstrækkeligt kun at rekruttere for eksempel filippinerne, der allerede bor her i landet, til Sundhedsvæsenet?
- Det løser ikke alt. Det er mange, vi mangler i de faste stillinger, svarer Ella Skifte.
- Derfor tænker jeg, at det er en større opgave, hvor man også fortsat skal rekruttere fra Skandinavien og Danmark, siger hun.
Hun understreger til sidst, at hun allerhelst så, at man arbejdede mere for at sikre at flere fra Grønland tog en sygeplejerskeuddannelse.
- Vi vil selvfølgelig også meget gerne fortsætte med at uddanne vores egne. Her er det også en mulighed at arbejde med meritmuligheden, hvor for eksempel sundhedsassistenter kan videreuddannes til sygeplejersker.