FN-domstol: Lande ramt af klimaforandringer kan have krav på erstatning

FN's øverste domstol har onsdag åbnet for, at lande, der bryder deres klimaforpligtelser, kan blive pålagt at betale erstatning til de lande, der bliver påvirket negativt af klimaforandringer.
Sådan lyder det i en udtalelse fra Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag, Holland. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det er første gang, at FN-domstolen udtaler sig om, hvilke forpligtelser verdens lande har på klimaområdet.
- De juridiske konsekvenser ved at begå en internationalt uretmæssig handling kan omfatte fuld erstatning til de ramte stater, lyder det fra ICJ ifølge AFP.
For at en erstatning kan være påkrævet, skal der ifølge domstolen være tilstrækkelige beviser og en direkte årsagssammenhæng mellem handlingen og skaden.
Uretmæssige handlinger
Domstolen er desuden af den opfattelse, at lande, der ikke overholder deres klimaforpligtelser, begår en "uretmæssig handling".
Udtalelsen er en såkaldt rådgivende udtalelse, og den er dermed ikke bindende. Men ifølge AFP har den stor moralsk og juridisk betydning.
ICJ betragtes som FN's øverste domstol og kan ud over rådgivende udtalelser også afsige egentlige domme, der er bindende.
Domstolen har skullet tage stilling til to spørgsmål:
Hvilke forpligtelser har stater ifølge international ret til at beskytte Jordens klima mod drivhusgasser?
Og hvad er de juridiske konsekvenser for stater, som har voldt betydelig skade mod klimaet og andre dele af miljøet?
Det andet spørgsmål henvender sig særligt til den skade, klimaforandringer har haft for små og sårbare lande.
Vendepunkt
Juridisk rådgiver Danilo Garrido fra Greenpeace kalder afgørelsen for "et vendepunkt for klimaretfærdighed".
- Det vil åbne døren for nye sager og forhåbentlig bringe retfærdighed til dem, der på trods af at have bidraget mindst til klimaforandringer, allerede lider under de mest alvorlige konsekvenser, siger han i en pressemeddelelse fra Greenpeace.
Østaten Vanuatu har været drivkraft bag beslutningen om, at rejse spørgsmålet hos ICJ.
Ifølge Vanuatus miljøminister, Ralph Regenvanu, er glad for domstolens afgørelse.
- Det er en milepæl for klimaindsatsen, siger han ifølge AFP.
Vanuatu og en række andre østater er meget udsat for stigende havniveau som følge af klimaforandringer.