Borgmester vil ikke stille op til interview om hjemløse: Kommunen sender brev

Borgmester Avaaraq Olsen (IA) har aflyst et interview med KNR om flytningen af de syv hjemløse i Nuuk. Istedet har kommunen sendt et brev.
Foto © : Jaaku Lyberth / KNR
17. juli 2026 15:40

Torsdag kunne KNR fortælle, at Kommuneqarfik Sermersooq og Departementet for Finanser og Skatter har bedt en gruppe hjemløse om at tage teltpælene op, fjerne sig fra byen og bevæge sig 500 meter væk fra Nuuk.

Opsætningen og brugen af deres telte er i strid med planloven. Det vurderer begge myndigheder.

De hjemløse har klaget, men ikke fået medhold.

Nu frygter de, at politiet kommer og fjerner dem, uden nogen plan for, hvor de så skal være, eller hvad der vil ske.

KNR fik lovet et interview med borgmester Avaaraq Olsen (IA) fredag formiddag. Men hun har alligevel ikke ønsket at stille op.

Kommuneqarfik Sermersooq oplyser, at Avaaraq Olsen (IA) ikke kan stille op til interview med KNR, da hun ikke kan gå ind i enkeltsager, men derimod kan hun kun forholde sig generelt til sagen. Foto © : KNR / Markus Valentin

Begrundelsen fra kommunen for ikke at stille op på nuværende tidspunkt er, at sagen omhandler enkeltpersoner.

KNR ønskede ellers at tale om sagen generelt og ikke gå ind i enkeltsager.

I stedet har Kommuneqarfik Sermersooq fremsendt et brev til KNR som svar på vores henvendelse.

- Da sagen vedrører en mindre gruppe borgere, vil konkrete spørgsmål hurtigt kunne komme til at handle om personlige forhold og individuelle sager, skriver kommunen.

- Kommunen kan ikke kommentere sådanne oplysinger offentligt, men kan oplyse om den generelle sagsgang og kommunens tilbud til hjemløse borgere. Af samme årsager her borgmesteren aflyst et interview med KNR om sagen.

Det har fået Doris Jakobsen Jensen fra Siumut til at kritisere borgmesteren.

- Vi mener, at det er uacceptabelt at undlade at udtale sig. Som politiker bør man kunne udtale sig om problemstillingen på et overordnet plan, uden at det nødvendigvis handler om de enkelte personer.

Flytning eller politi

I brevet oplyser kommunen, at det er klager fra borgere, som har fået dem til at tage sagen op mod de hjemløse.

- Kommunen har som arealmyndighed pligt til at reagere, når et offentligt areal anvendes uden den nødvendige tilladelse.

Her uddybes der, at anvendelsen af området ikke stemmer overens med planlovens bestemmelser, og teltene derfor skal fjernes, ligesom KNR tidligere har beskrevet.

Thue Olsen Heilmann og Gerda Mikaelsen kommer til at savne at bo inde i byen, hvis de ender med at skulle flytte, fortæller Gerda Mikaelsen.

- De berørte borgere er blevet orienteret om, at overnatning i telt som udgangspunkt kan ske mindst 500 meter fra anden bebyggelse, forudsat placeringen og anvendelsen i øvrigt overholder de gældende regler, skriver kommunen.

Kommunen understreger, at de kan være nødsaget til at anmode politiet om bistand for at få teltene fjernet, hvis ikke de hjemløse frivilligt fjerner sig, da kommunen ikke selv må udøve fysisk magt.

Thue Noahsen, som bor i et af teltene, fortalte til KNR, at kommunen har udsat beordringen om at flytte til et andet sted, indtil det ligger fast, hvor de hjemløse skal flytte hen.

Det gør kommunen

Til slut i brevet skriver Kommuneqarfik Sermersooq, at deres gadeteam arbejder opsøgende blandt hjemløse borgere i Nuuk og tilbyder hjælp med udgangspunkt i den enkelte borgers situation og behov.

- Det kan blandt andet være tilbud om ophold på herberg, støtte og botræning i egen bolig eller andre sociale tilbud, skriver kommunen.

KNR ville gerne have spurgt borgmesteren ind til, hvorvidt hun mener, at kommunens tilbud om at hjælpe hjemløse i Nuuk er tilstrækkelig.