Se billederne: En lokal kalder allerede Narsarsuaq for en spøgelsesby
Narsarsuaq havde engang en puls.
Et fly, der landende. Mennesker, der strømmede ned ad hovedgaden mod havnen. Hotellet, der blev booket op, inden folk kunne komme videre til andre destinationer.
Og så stilhed og ro, inden det næste fly landede.
I dag er der kun roen tilbage.
Indbyggerne går i dag gerne ud på gaden, når de kan høre et fly, der flyver henover bygden i fem kilometers højde.
For lyden minder dem om en tid, hvor der var en puls i Narsarsuaq.
Selvom ankomstdøren ud til landingsbanen er låst og lukket, så bliver der stadig udført inspektioner og udført vedligeholdelsesarbejde, som om lufthavnen stadig var i drift.
Der sidder også fast en AFIS-leder i flytårnet fra 8-16, selvom der kun lander en helikopter én gang om ugen.
Ankomsthallen står dog tom hen. Lyset er slukket.
Teresa Vallés bestyrer det lokale spanske turistselskab, Tasermiut. I år har der været omkring 40 procent færre turister på besøg, og hun tvivler på, at de kan forsætte i Narsarsuaq.
Den gamle amerikanske base, der blev bygget i 1940’erne, står stadig flot frem, som et vidnesbyrd om, at Narsarsuaq flere gange har været lukningstruet, men altid har klaret den.
Men indbyggerne frygter at lukningen af lufthavnen bliver dødsstødet.
Narsarsuaq får stadig besøg af forskere, der undersøger alt fra drivhusgasser i jorden til nye fugle, som har slået sig ned.
Nogle af dem har besøgt Narsarsuaq i over tyve år for at dokumentere udviklingen. De har svært ved at forlade bygden og deres forskningsresultater, da de så må starte helt forfra.
Klubben var engang et lokalt samlingssted for bygdens borgere, der hver lørdag kunne spille billard og diskutere verdenssituationen over en øl.
Her spillede store bands, som skulle videre til Kangilinnguit, hvor den daværende Grønlands Kommando lå.
Nu bliver Klubben kun brugt til de få konfirmationer eller fødselsdage, som stadig er i bygden.
Det meste af bygdens inventar er på vej videre til andre steder i verden.
Et amerikansk museum vil for eksempel gerne overtage den gamle lufthavnsbus, der holder stille hen ved tankstationen.
Det nu lukkede hotel er blevet rømmet for stort set alt inventar. Nogle af tingene er blevet flyttet til Kangerlussuaq, andre ting til Narsaq og en del er bare røget på dumpen.
Der har ellers været flere bydere, der gerne har villet overtage hotellet. Det har de ikke fået noget svar på.
Et ungdomshjem er flyttet ind i bygden.
Man kan også stadig finde enlige fisker på kajen.
Og hvis du fortsætter ad hovedvejen til den slutter, så står der en enlig skorsten fra den tid, hvor der lå et stort amerikansk hospital i Narsarsuaq.
Ole Guldager, der som barn rendte rundt og legede ved resterne af hospitalet, tænkte dengang ikke meget over den asbest, der lå på jorden.
I dag tror han dog ikke, det kan være helt sundt at være for meget derude.
Enkelte funktioner i bygden findes stadig. Den lokale Pilersuisoq har stadig åbent. Der er også en enkelt sundhedsarbejder i bygden, men politistationen er lukket ned, og det samme er børnehaven.
Fremtiden er stadig uvis for Narsarsuaq.
For selvom der kun er omkring 40 beboere tilbage, så bliver der talt en del om, at lufthavnen måske i fremtiden skal bruges af militæret. Om det så er Danmark, Nato eller amerikanerne – det er indbyggerne ikke helt sikre på.
I hvert fald er lufthavnen endnu ikke helt lukket.
Der kommer bare ikke nogen fly. Og dermed har Narsarsuaq for nuværende mistet sin puls.
Teksten er skrevet på baggrund af interviews med Ole Guldager, Finn Thomsen, Storch Lund, John Burfell Jensen, Teresa Vallés og Konkordia Sørensen Gabriel.
