Bentiaraq Ottosens afløser er fundet
Atassut har valgt Maritha Broberg som ny naalakkersuisoq, efter posten blev ledig i november, hvor Bentiaraq Ottosen trak sig.
Det skriver partiet i et kortfattet opslag på Facebook.
Maritha Broberg stillede i foråret op til både kommunal- og Inatsisartut-valget, hvor hun blev valgt ind i Kommune Qeqertalik, men hun kom ikke ind i Inatsisartut. Hun er dog på listen over stedfortrædere til Inatsisartut.
Ballade om jobportal
Bentiaraq trak sig som naalakkersuisoq efter et samråd, der handlede om den kommende offentlige jobportal.
Det betyder, at ansvarsområderne sociale anliggender, arbejdsmarked, indenrigsanliggender og miljø er blevet varetaget af andre medlemmer af naalakkersuisut siden da. Hvorvidt det er de områder, som Maritha Broberg skal overtage, er uvist.
Også Mads Pedersen (IA) er trådt ud af naalakkersuisut. Han var naalakkersuisoq for børn, unge og familier. Formanden har godkendt hans fratrædelse, men det skal formelt godkendes af naalakkersuisut, når de mødes igen til februar.
Indtil videre er det Jens-Frederik Nielsen, der har overtaget opgaverne fra Mads Pedersen, og der er endnu ikke meldt noget ud om, hvem der bliver den nye naalakkersuisoq for børn, unge og familier.