Siumut-formand: Befolkningen har ikke bedt om oprustning og militærøvelser

Beslutninger om forsvar og sikkerhed tages hen over hovedet på borgerne Grønland uden inddragelse. Det siger Siumuts formand, Aleqa Hammond, og retter dermed kritik mod naalakkersuisut.
Aleqa Hammmond (S) mener, at der bør debatteres mere i forhold til den militære tilstedeværelse i Grønland. Foto © : KNR
09. oktober 2025 07:30

- Det virker som om Danmark og dets NATO-partnere ser os som et sted, hvor de kan gøre, hvad de vil, så længe det passer dem. Det må høre op.

Sådan lyder det fra formanden for Siumut, Aleqa Hammond, i et interview med KNR.

Hun er frustreret over, at det grønlandske folk efter hendes mening ikke inddrages nok i beslutningsprocessen, når der skal foretages militære øvelser eller lignende her i landet.

- Der har ikke været nogen forhandlinger eller tilkendegivelser fra befolkningen i Grønland om, hvorvidt vi ønsker at deltage i militær aktivitet i Arktis, siger hun.

Tirsdag luftede Aleqa Hammond sin kritik i en pressemeddelelse og satte spørgsmålstegn ved den måde, som beslutninger på forsvars- og sikkerhedsområdet bliver taget her i landet.

Overfor KNR udtaler Siumut-formanden, at den grønlandske befolkning hidtil kun er blevet orienteret, når det handler om militærøvelser, øget tilstedeværelser og andre forsvarsrelaterede ting. Men det skal ændres nu, mener hun.

- Tiden er en anden nu. Det grønlandske folk kræver at blive hørt, fordi det handler om vores land og vores suverænitet, og den skal respekteres og stå centralt i alle aftaler, siger hun.

Kritik af naalakkersuisut

Beslutningerne om militærøvelser og tiltag på forsvars- og sikkerhedsområdet er dog ellers noget, som naalakkersuisut gentagne gange har forsikret ikke sker uden om Grønland og grønlænderne.

- Grønlands fremtid bestemmes af os i Grønland, lød det for eksempel i Jens-Frederik Nielsens (D) åbningstale 19. september under første mødedag for Inatsisartut.

I forbindelse med militærøvelsen Arctic Light i midten af september udtalte Aleqa Hammonds partifælle og Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender og forskning, Vivian Motzfeldt (S), at det er vigtigt at inddrage befolkningen:

- Så alle er orienteret om, at Forsvaret er her for at træne og opbygge kompetencer, og at naalakkersuisut er en del af initiativerne, lød det.

Men at befolkningen har noget at skulle have sagt, når det kommer til den øgede militære aktivitet her i landet, er Siumut-formanden altså ikke enig i.

- At være "involveret" eller "informeret" betyder ikke, at man har deltaget i egentlige forhandlinger, siger hun og fortsætter:

- Det er helt afgørende, at selvstyre og suverænitet reelt udøves, og at det grønlandske folk har den fulde beslutningsret over vores havområder og luftrum. Jeg mener stadig, at den måde, tingene foregår på i dag, ikke lever op til det, siger hun.

Vivian Motzfeldt (S) er ansvarlig for udenrigs- og sikkerhedspolitik. Kritiserer du hende?

- Kritikken er rettet mod hele naalakkersuisut. Det handler ikke om enkeltpersoner. Vi i Siumut er en del af koalitionen, og det betyder ikke, at vi ikke må rette kritik, svarer Aleqa Hammond.

KNR har rakt ud til naalakkersuisoq for udenrigsanliggende- og forskning, Vivian Motzfeldt (S), for at få en reaktion på hendes partifælles kritik af naalakkersuisut. Vi afventer svar.