Nato-allierede skal træne med Forsvaret i Grønland

Den sikkerhedspolitiske situation i Arktis er i stigende grad øverst på dagsordenen.
Derfor vil Forsvaret i september styrke sin militære tilstedeværelse i Grønland og Nordatlanten med flere fregatter, helikoptere, fly, soldater og specialstyrker.
Initiativet sker i tæt samarbejde mellem Naalakkersuisut og Forsvarsministeriet og skal samtidig støtte samarbejdet med grønlandske myndigheder og internationale partnere.
Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender og Forskning, Vivian Motzfeldt, understreger i en pressemeddelelse, at den øgede aktivitet også kræver lokal inddragelse.
- Forsvarets mange øvelser gør tilstedeværelsen i Grønland mere synlig. Det er en ny virkelighed, vi skal vænne os til.
- Derfor er det vigtigt, at vi får inddraget befolkningen, så alle er orienteret om, at Forsvaret er her for at træne og opbygge kompetencer, og at Naalakkersuisut er en del af initiativerne. Øvelserne er afgørende for, at Forsvaret kan løse sine opgaver.
International øvelse i Grønland
Som en del af den øgede tilstedeværelse finder den tilbagevendende øvelse Arctic Light 2025 sted fra 9. til 19. september.
Her vil Forsvaret træne sammen med kollegaer fra Frankrig, Tyskland, Sverige og Norge. I alt over 550 soldater vil deltage i øvelsen.
- Gennem Arctic Light styrker vi Grønlands samlede beredskab og træner Forsvarets evne til at imødegå et bredt spektrum af trusler i samarbejde med grønlandske myndigheder og internationale partnere, siger chef for Arktisk Kommando, generalmajor Søren Andersen, i en pressemeddelelse.
Øvelsen involverer blandt andet følgende maritime, luftbårne og landbaserede enheder, som vil blive indsat flere steder i landet, herunder i Nuuk og Kangerlussuaq:
- Maritime enheder: Inspektionsfartøjet Ejner Mikkelsen, fregatten Niels Juel, inspektionsskibet Thetis, det franske skib Garonne og Royal Arctic Lines skib Tilioq Arctica.
- Luft enheder: CL604 Challenger, F-16-fly, to EH101 Merlin-helikoptere samt et fransk multi-role tank- og transportfly.
- Land enheder: Det danske, norske og svenske hjemmeværn, det Slesvigske Fodregiment, specialoperationsstyrker og forbindelsesofficerer fra allierede lande.
- Politiet: Aktionsstyrken.

Fokus på både militære og civile opgaver
Under øvelserne vil soldaterne blandt andet træne boarding af skibe, bevogtning af kritisk infrastruktur og håndtering af droner.
Øvelsen er planlagt som en såkaldt Snapex (Short Notice Planned Exercise) for at styrke den operative parathed, og sideløbende gennemføres øvelsen Opportune Jaguar i Danmark, hvor det danske Joint Headquarter træner med at lede og koordinere operationer i Arktis.
Samtidig er et vigtigt fokus at kunne støtte det grønlandske civilsamfund med beredskab og katastrofehåndtering – eksempelvis gennem eftersøgnings- og redningstjeneste, beskyttelse af havmiljøet og støtte i tilfælde af naturkatastrofer. Herunder blandt andet i samarbejdet med Royal Arctic Lines skib, Tilioq Arctica.
Dermed er målet ikke kun at styrke Forsvarets kapacitet i Arktis, men også at sikre, at Grønland står bedre rustet til både sikkerhedspolitiske udfordringer og civile nødsituationer.
For at sikre at borgerne er inddraget og orienteret om øvelserne, afholder Arktisk Kommando borgermøder i Nuuk, Kangerlussuaq og Sisimiut. Det første finder sted i Nuuk mandag den 8. september i Forsamlingshuset.