'Vi har så meget til fælles': Amerikansk senator vil genoplive udvekslingen mellem Grønland og USA

Kulturudveksling, ungdomsarrangementer og samarbejde om fiskeri og turisme kan blive nogle af de første skridt mod et tættere forhold mellem Grønland og Alaska, vurderer den mangeårige amerikanske senator Lisa Murkowski.
- Det er også vores virkelighed. Vi har været nødt til at gennemleve noget af det, som Grønland nu oplever, siger Alaska-senatoren Lisa Murkowski.
Skrevet af Isak Hüllert
16. oktober 2026 15:56

USA og Grønland har gennem Alaska mere til fælles, end mange måske forestiller sig.

Det mener den republikanske senator Lisa Murkowski, der i denne uge besøgte Nuuk med et ønske om at styrke forbindelserne mellem de to arktiske områder.

Hun peger på fælles erfaringer med oprindelige folks vilkår, store geografiske afstande og udfordringerne ved at udvikle lokalsamfund i Arktis.

Men et tættere samarbejde behøver ifølge senatoren ikke begynde med store politiske aftaler eller omfattende investeringer. I stedet foreslår hun konkrete udvekslinger mellem mennesker, lokalsamfund og faggrupper.

- Der er så mange forbindelser mellem Alaska og Grønland, siger Lisa Murkowski.

- Man tænker på landet, de udfordringer, der følger med geografien, og menneskene. Selv nogle af ordene, som for eksempel 'tak', minder om hinanden, siger hun.

Vil genoplive udvekslingsprogram

Et af de konkrete initiativer, senatoren arbejder på, er at genoplive Arctic Indigenous Exchange Program.

Hun fortæller, at hun allerede har været i kontakt med folk i Washington om mulighederne for at genoptage programmet.

Derudover ønsker hun at styrke støtten til kulturarrangementer, sportsbegivenheder og ungdomsudvekslinger, herunder Arctic Winter Games.

Ifølge Murkowski kan den slags initiativer skabe relationer på tværs af landegrænser og politiske uenigheder.

- Lad os begynde dér, hvor de menneskelige forbindelser virkelig betyder noget, siger hun.

Hun understreger, at det ikke kræver store bevillinger at genoprette udvekslingsprogrammer eller hjælpe med at organisere besøg mellem Grønland og Alaska.

Målet er at skabe mere direkte kontakt mellem befolkningerne, så samarbejdet ikke udelukkende bliver drevet af politiske diskussioner på højt plan i Nuuk og Washington.

Fiskeri, havne og turisme

Murkowski peger også på konkrete erhvervsområder, hvor Grønland og Alaska kan lære af hinanden.

Det gælder blandt andet fiskeri og maritime forhold, hvor fagfolk kan udveksle erfaringer om teknologi og arbejdsmetoder.

Hun foreslår blandt andet handelsdelegationer og besøg mellem aktører i fiskeri- og søfartserhvervene.

Også turisme er et oplagt samarbejdsområde.

Alaska har ifølge senatoren erfaringer med små lokalsamfund, der på kort tid er blevet mødt af store mængder krydstogtturister.

Hun beskriver eksempelvis et lokalsamfund med omkring 800 indbyggere, der får besøg af et krydstogtskib med 3.000 passagerer – og i nogle tilfælde flere skibe på samme dag.

- Det er også vores virkelighed. Vi har været nødt til at gennemleve noget af det, som Grønland nu oplever, siger hun.

Erfaringerne kan ifølge Murkowski bruges til at undersøge, hvordan små samfund bedst håndterer den voksende turisme.

Hun fortæller, at grupper fra Grønland allerede har besøgt Alaska for at se, hvordan lokalsamfund forsøger at håndtere presset. 

Hun ønsker, at den slags besøg fortsætter, så erfaringerne kan deles direkte mellem de mennesker, der står med udfordringerne i hverdagen.

Grønlandsk politi inspirerer Alaska

Et andet muligt samarbejdsområde er lokalt politiarbejde.

Under besøget i Nuuk talte Lisa Murkowski blandt andet med politidirektør Bjørn Tegner Bay. Samtalen gjorde stort indtryk på hende.

Hun fortæller, at den fik hende til at overveje, om nogle af de grønlandske erfaringer med lokalt politiarbejde kan bruges i Alaska.

- Det, han beskrev, fik mig til at tænke: Det her er en model, vi måske kan bruge i Alaska, fordi vi har så store mangler på det område, siger hun.

Foto © : Markus Valentin / KNR

Eksemplet illustrerer ifølge Murkowski, at samarbejdet ikke kun behøver at handle om, hvad Grønland kan lære af Alaska. De to områder kan også lære af hinandens løsninger på problemer i små og geografisk isolerede samfund.

Hun fremhæver den gensidige udveksling som en styrke. Samarbejdet skal ikke alene handle om amerikanske investeringer, forsvarsaktiviteter eller overførsel af erfaringer fra Alaska til Grønland.

Fælles interesser trods spændinger

Besøget finder sted efter en periode med betydelige spændinger mellem USA og Grønland.

Donald Trumps gentagne udmeldinger om Grønland har skabt politisk uro og øget spændingerne mellem USA, Danmark og Grønland.

Murkowski tager derfor udgangspunkt i områder, hvor der allerede findes fælles interesser, og hvor konkrete resultater kan opnås uden først at løse alle de politiske uenigheder.

Hun peger på kultur, sport, ungdom, fiskeri, turisme og handel som områder, hvor forbindelserne kan styrkes gradvist.

Derudover ser hun muligheder for, at oprindelige folk fra Alaska, herunder iñupiat, kan besøge Grønland og udveksle erfaringer om forvaltning af naturressourcer og udvikling af lokalsamfund.

Det kan blandt andet give mulighed for at diskutere, hvordan økonomisk udvikling kan skabe lokale arbejdspladser og indtægter uden at tilsidesætte hensynet til naturen og befolkningen.

For Murkowski er det afgørende, at samarbejdet vokser frem gennem direkte kontakt mellem mennesker frem for udelukkende gennem politiske initiativer.

- Vi har så mange fælles erfaringer, som vi kan bygge videre på og lære af sammen, siger hun.

Forbindelserne mellem Grønland og Alaska rækker som bekendt langt tilbage. Og ifølge senatoren har de større betydning i dag, end mange måske går og tror.

- Noget af det skyldes geografien. Men noget af det handler også om menneskene og de oprindelige folk, som har været adskilt, men stadig på mange måder er ét folk, siger Lisa Murkowski.

Nogle timer efter interviewet med senatoren meldte Donald Trump ud på sit sociale medie Truth Social, at der snart vil blive sat gang i omfattende efterforskning af olie, gas og mineraler i Grønland.

KNR har flere gange henvendt sig til senatorens stab, men det er ikke lykkedes at få en kommentar til den seneste udmelding fra hendes partifælle i Det Hvide Hus.

Dette er artikel to på baggrund af KNR's interview med Lisa Murkowski. Du kan læse første del her. Flere artikler er på vej. Blandt andet om erhvervsudvikling og de problemstillinger, det rejser i Arktis.