Aki-Matilda Høegh-Dam kræver svar om forsvarsforhandlinger under spørgetime

Naleraqs folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam ville vide, hvad der er op og ned i forsvarsforhandlingerne mellem Danmark og Grønland under en spørgetime i Folketinget.
Aki-Matilda Høegh-Dam havde flere spørgsmål til forsvarsminister Troels Lund Poulsen under onsdagens spørgetime. Foto © : Jens Dresling/Ritzau Scanpix
18. december 2025 15:32

Siden anden del af forsvarsaftale - Arktisk-Pakke 2 - landede i oktober, har kritikken haglet ned fra landets eneste oppositionsparti Naleraq.

Naleraqs Aki-Matilda Høegh-Dam har særligt kritiseret det nye hovedkvarter til Arktisk Kommando i Nuuk, og at Nuuk Havn udvides med en orlogskaj, som ifølge hende gør Nuuk til et militært knudepunkt. 

Onsdagens spørgetime i Folketinget var ingen undtagelse. Her stillede folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam en række spørgsmål til forsvarsminister Troels Lund Poulsen om forhandlingerne forud for aftalen, der er indgået mellem naalakkersuisut og den danske regering.

Aki-Matilda Høegh-Dam ville vide, hvorfor ministeren– i hendes og en række andre kritikeres optik – ikke gennemførte en bred inddragelse af den grønlandske befolkning og grønlandske beslutningstagere, før aftalen blev indgået.

En kritik, der ikke er berettiget, mener Troels Lund Poulsen.

- Dialogen om delaftalerne er foregået på regeringsniveau og den grønlandske regering har haft en stor indflydelse på processen. 

- Det er samtidig også min forståelse, at den grønlandske regering samtidig har inddraget partiformænd og det udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg i Inatsisartut, og derfor er jeg stolt over, at vi i Kongeriget i fællesskab har taget vigtige skridt i den rigtige retning for at styrke sikkerheden i Arktis og Nordatlanten, sagde forsvarsministeren.

Hvad er op og ned?

Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), har tidligere udtalt, at det kun var formændene i Inatsisartutpartierne, der kunne få fortrolige oplysninger under forsvarsforhandlingerne. 

Det sagde hun under KNR’s debatprogram Oqalliffik i oktober.

Det skyldtes, forklarede Motzfeldt, at der var skærpet tavshedspligt.

Den forklaring greb Aki-Matilda Høegh-Dam så fat i under spørgetimen.

- Er det rigtigt, at forsvarsministeren har pålagt naalakkersuisut en form for fortrolighed, der gjorde, at man ikke engang kunne lave et forlig med det grønlandske parlament eller inddrage borgmestrene i den videre proces, spurgte hun.

Men det var ikke noget, Troels Lund Poulsen ville løfte sløret for i første omgang.

- Jeg kommer ikke til her i dag at redegøre for, hvad jeg drøfter med den grønlandske regering. Det er et spørgsmål, som jeg forbeholder mig til at være på møderne mellem den grønlandske regering og jeg selv, sagde ministeren.

Et fortroligt rum

Det var dog ikke svar nok for Naleraq-politikeren, der spurgte igen.

- Så man må gå ud fra, at naalakkersuisoq har ret i, at det er forsvarsministeren, der klart og tydeligt har sagt, at der ikke må gives oplysninger videre til grønlandske parlamentarikere, spurgte Aki-Matilda Høegh-Dam.

Troels Lund Poulsen gentog, at han ikke vil kommentere på drøftelser, han har haft med naalakkersusiut.

- Jeg har heller ikke haft lejlighed til at se de påstande, der skulle være rettet mod min person om, hvorvidt jeg skulle være tavshedspålagt nogle ting.

 - Hvad jeg diskuterer med den grønlandske regering og minister er i et fortroligt rum, som bliver mellem mig og den pågældende minister, svarede den danske forsvarsminister.

Dog fortalte han, at han ikke pålægger parlamenterne tavshed, så der ikke kan foregå en diskussion.

- Men generelt kan jeg sige, at jeg ikke udsteder nogle ordrer om, at man ikke må diskutere politiske emner i forhold til forsvars- og sikkerhedspolitik. 

- Jeg anerkender også vigtigheden af, at man har en dialog med den grønlandske befolkning og det grønlandske parlament. Men en ting er den politiske dialog, noget andet er den politiske forhandling, og den foregår mellem den grønlandske og danske regering, sagde Troels Lund Poulsen.

 

Sådan så det ud, da Vivian Motzfeldt og Troels Lund Poulsen præsenterede første del af forsvarsaftalen i januar sidste år. Foto © : Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Anerkender kritikken

Udenrigs- og sikkerhedspolitisk udvalg i Inatsisartut valgte tidligere på måneden at kalde naalakkersuisoq, Vivian Motzfeldt, i et lukket samråd.

Ifølge Pipaluk Lynge (IA), der er Inatsisartutmedlem og formand for udvalget, skyldtes det, at der er “dybe kommunikationsproblemer” mellem Motzfeldt og udvalget. Det skriver Sermitsiaq.

Kritikken går blandt andet på, at naalakkersuisoq ikke har inddraget landets borgmestre under forsvarsforhandlingerne.

Vivian Motzfeldt har over for Sermitsiaq beklaget, at udvalget ikke oplever at blive informeret.

- Det er selvfølgelig min pligt at opfylde Inatsisartut og udvalgets ønsker og krav, jeg skal dertil komme med en uforbeholden beklagelse og undskyldning over at især udenrigs- og sikkerhedspolitisk udvalg føler sig tilsidesat, sagde Vivian Motzfeldt til Sermitsiaq.