Air Greenland vender underskud til overskud og opjusterer forventninger
Air Greenland har fået en markant bedre start på året end sidste år.
Flyselskabet kom ud af årets første seks måneder med et resultat på 9,8 millioner kroner før skat, viser selskabets nye halvårsrapport.
Samme periode sidste år gav et underskud på 87,4 millioner kroner.
Det får nu Air Greenland til at opjustere forventningerne til hele året. Selskabet forventer et resultat på omkring 100 millioner kroner, før skat, i år.
Ifølge Air Greenland skyldes fremgangen især en mere stabil drift, højere omsætning og færre udgifter som følge af forsinkelser og andre driftsforstyrrelser.
Men der er også mere strukturelle udfordringer, som varer ved.
Flyene kommer oftere af sted
En af de tydeligste forbedringer er regelmæssigheden af flygange.
I første halvår afgik 85,7 procent af de planlagte flyvninger som planlagt. I samme periode sidste år var tallet 71,8 procent.
Også punktligheden er forbedret.
73 procent af Air Greenlands planlagte afgange med fastvingede fly afgik inden for 15 minutter af det planlagte tidspunkt. I første halvår af 2025 var tallet 53 procent.
Det har samtidig kostet mindre at håndtere de problemer, der opstår, når trafikken bliver ramt.
De direkte omkostninger ved driftsforstyrrelser faldt fra 70,9 millioner kroner sidste år til 44,6 millioner kroner i år.
Administrerende direktør Jacob Nitter Sørensen siger, at de ændringer, selskabet har gennemført, har haft en indvirkning på foretagendet.
- De tilpasninger, vi har gennemført, har haft effekt, og vi ser fortsat en stærk efterspørgsel efter rejser til, fra og i Grønland. Men vi er ikke i mål endnu.
Efterspørgslen efter internationale rejser er steget, og antallet af internationale passagerer steg med otte procent i første halvår.
Nuuk Lufthavn giver stadig problemer
Selv om driften er blevet mere stabil, er der fortsat udfordringer med rejse-infrastrukturen, når flytrafikken bliver ramt af uregelmæssigheder.
Air Greenland fremhæver manglende bemanding i sikkerhedskontrollen i Nuuk Lufthavn, hvilket betyder, at selskabet i nogle tilfælde har sværere ved at indhente forsinkelser med sene flyvninger.
Begrænset hotelkapacitet i Nuuk gør det også vanskeligt at håndtere passagerer, når trafikken bliver forstyrret.
Selskabets topchef Jacob Nitter Sørensen udtaler, at selskabet fortsat arbejder på at forbedre håndteringen af passagerer, når flytrafikken bliver ramt.
Omsætningen vokser
Air Greenlands nettoomsætning steg med 7,5 procent til 928,3 millioner kroner.
Samtidig faldt selskabets samlede omkostninger med 39,4 millioner kroner, svarende til 4,1 procent, hvilket skyldes mindre produktion og lavere udgifter til driftsforstyrrelser.
Den nye lufthavn i Qaqortoq har samtidig ændret trafikmønstret i Sydgrønland.
Siden den 1.499 meter lange landingsbane åbnede i april går en større del af passager- og fragttrafikken nu direkte til og fra Qaqortoq i stedet for via Narsarsuaq.
Det har øget efterspørgslen på ruterne mellem Sydgrønland og Nuuk, mens aktiviteten på servicekontraktruterne i Sydgrønland er faldet.
Store investeringer på vej
Selv om økonomien er forbedret, står Air Greenland foran store investeringer.
Selskabet har blandt andet indgået en aftale med Forsvarsministeriet om at ombygge to Dash 8-fly, som fra 2028 skal bruges til overvågning af Grønland i ti år.
I juli indgik Air Greenland også en aftale om at købe driftsselskabet bag Hotel Hans Egede.
Købet er dog endnu ikke gennemført, da det kræver godkendelse fra konkurrencemyndighederne.
Air Greenland havde ved udgangen af juni 783,7 millioner kroner i likvide beholdninger. Samtidig har selskabet optaget betydelig ny gæld til blandt andet at finansiere investeringer og igangværende byggerier.
Bestyrelsesforperson Malik Hegelund Olsen siger, at selskabet derfor både skal fastholde den positive udvikling og gøre sig klar til de kommende investeringer.
- Resultatet viser, at Air Greenland er kommet stærkere gennem de operationelle udfordringer, som prægede 2025.
Han tilføjer, at der samtidig er 'betydelige investeringer' på vej og fortsatte krav til udviklingen af den grønlandske infrastruktur.