Vejret ramte Air Greenlands økonomi hårdt i 2025 og gav dem ‘æg’
Direktør Jacob Nitter Sørensen måtte gøre brug af en sportsmetafor for at beskrive starten af 2025 for Air Greenland:
- Det første halve år fik vi ‘æg’ (nul point, red.), sagde han på dette års generalforsamling i Air Greenland, der fandt sted mandag.
Lettere tørt kunne den tidligere badmintonmester og nu formand for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), konstaterer, at ‘det var ikke godt’.
For 2025 har ikke været et ‘tilfredsstillende’ år for Air Greenland.
Det skriver selskabet selv i deres nye årsrapport.
I 2025 leverede det selvstyreejede selskab et overskud før skat på 3,3 millioner kroner. Det sker ovenpå fire år, hvor overskuddet har ligget på mellem 60 og 153 millioner kroner.
- 2025 udviklede sig til et af de mest driftsmæssigt udfordrende år i lang tid, udtaler den administrerende direktør Jacob Nitter Sørensen i årsrapporten.
‘Usædvanligt dårligt vejr’
Grunden til det dårlige år skal særligt findes i det dårlige vejr og de store udfordringer, der har været med den nye lufthavn i Nuuk.
- Det første fulde år med ny luftfartsinfrastruktur, og vi oplevede helt ekstraordinært dårligt vejr, sagde Jacob Nitter Sørensen på generalforsamlingen.
Problemerne er også uddybet i årsrapporten:
- En kombination af usædvanligt dårligt vejr i store dele af landet og betydelige operationelle udfordringer i den nye Nuuk Lufthavn medførte en drift, der i perioder lå under vores egne og kundernes forventninger, skriver Jacob Nitter Sørensen.
Det dårlige vejr gav sig særligt til udtryk i det første halve år af 2025, hvor Air Greenland fik ‘æg’.
Dash 8 havde for eksempel 62 procent flere aflysninger på grund af det dårlige vejr i det første halve år sammenlignet med det første halve år af 2024.
For hele året udlignede det sig dog til 29 procent flere aflysninger end i 2024.
Air Greenland fortæller i deres årsrapport, at i alt er omkostningerne til udfordringer med afgange fra både Dash 8, helikoptere og jet-afgange steget med 35 procent i 2025, som i alt har kostet selskabet 135 millioner kroner.
- Disse forhold har påvirket både medarbejdere, kunder og årets økonomiske resultat, som samlet set vurderes som ikke tilfredsstillende, udtaler Jacob Nitter Sørensen i årsrapporten.
Flere turister og ‘børnesygdomme’
På trods af det hårde år, er det lykkedes Air Greenland at hæve omsætningen i 2025.
I 2024 omsatte Air Greenland for 1,8 milliarder kroner, og det tal er nu vokset til 1,9 milliarder. Koncernen fremhæver selv, at der har været en stigning i antallet af passagerer.
- Væksten har hovedsageligt materialiseret sig på de internationale ruter uden for højsæsonen, hvor både hotelkapacitet og konkurrencesituationen giver bedre forudsætninger, står der i årsrapporten.
Eller som Jacob Nitter Sørensen kunne fortælle på generalforsamlingen:
- Vi har set mange flere turister, end vi er vant til, sagde han og fortalte, at indtjeningen i Air Greenland særligt kom fra atlantflyene.
Han fremhævede da også, at den globale flytransport ‘voksede og voksede’, og at den geopolitiske uro havde fået flere turister til at søge mod sikre lande såsom Grønland.
Og så havde den internationale opmærksomhed om Grønland formentligt haft en positiv effekt på tiltrækningen af turister.
De mange ekstra turister og indvielsen af den nye lufthavn i Nuuk havde dog givet vanskeligheder for luftfartsselskabet.
- Børnesygdommene er så småt ved at blive håndteret, sagde Jacob Nitter Sørensen.
Og erfaringerne fra sidste år skal give det selvstyreejet selskab et bedre grundlag for at håndtere udfordringer i 2026:
- På den baggrund er fartplanen blevet justeret, hvilket vil styrke fleksibiliteten og forbedre økonomien i 2026, står der i regnskabet.
Air Greenland forventer at lande et overskud i 2026 på mellem 60 og 70 millioner kroner.