Døgnrapport: To voldssager og et indbrud - borgerne skal være opmærksomme
Midt på natten - kort før klokken 02.54, hvor det blev anmeldt - brød en eller flere personer ind i en butik i Maniitsoq og stjal flere telefoner.
Politiet opfordrer derfor borgerne til at være opmærksomme, hvis der er telefoner til salg på nettet, så man ikke kommer til at købe de stjålne varrer.
- Der er tale om IPhone og Samsung telefoner, siger vagtchef Aqqaluk Petersen og tilføjer, at gerningsmanden virkede målrettet under indbruddet.
To voldssager - en mulig fremstilling
I Aasiaat er en mindreårig blevet slået og sparket af en anden mindreårig.
- Politiet er bekendt med, hvem gerningsmanden er, siger vagtchefen.
De to drenge er over 15, og det betyder, at gerningsmanden kan sigtes, og det er han blevet i denne sag. Der er dog ikke sket en fremstilling i sagen, men fordi drengen er under 18 bliver de sociale myndigheder også inddraget, fortæller vagtchefen.
En anden, der muligvis bliver fremstillet, er en mand fra Nuussuaq, der i går aftes udsatte sin samlever for vold.
- Manden blev efter episoden anholdt, og nu bliver det vurderet, om manden skal fremstilles for retten i løbet af i dag, siger vagtchefen.
Til sidst fortæller vagtchefen, at den 32-årige mand, der torsdag flygtede fra anstalten i Nuuk og blev efterlyst af politiet, stadig er efterlyst.
Hvis du har set ham eller ved, hvor han er opfordres du til at ringe 70 14 48.