Nu svarer grønlandske deltagere på mødet med Trumps milliardærven

Grønlandske deltagere afviser kritik og kalder mødet et uformelt høflighedsvisit uden politisk eller økonomisk dagsorden.
'Det var ren og skær et høflighedsvisit,' siger kommunaldirektør Ole Jakobsen. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Isak Hüllert
10. april 2026 07:30

Et møde mellem borgmesteren i landets største kommune, Avaraaq S. Olsen (IA), og Ronald S. Lauder, den ultrarige amerikaner, der i sin tid vækkede Trumps Grønlands-appetit, er blevet fremstillet som både opsigtsvækkende og problematisk.

Men ifølge dem, der deltog på mødet på den grønlandske side af bordenden, var der tale om et uformelt introduktionsmøde.

- Det var ren og skær et høflighedsvisit, siger kommunaldirektør Ole Jakobsen. 

Filantropi, ikke politik 

Der blev ikke diskuteret konkrete investeringer eller politik, hverken udenrigs- eller indenrigspolitik, understreger han, selv om mødedeltagerne var meget bevidste om den højspændte politiske kontekst.

Ifølge Ole Jakobsen handlede mødet kun om at hilse på hinanden over 'småkager og kaffe' og tale om mulige filantropiske donationer gennem Ronald Lauders fond – blandt andet til børn og unge i kommunen.

- Det handlede ikke om at tjene penge, men om at hjælpe samfundet, siger han.

Fokus var på Kommuneqarfik Sermersooqs kerneopgave, nemlig borgerne.

- Det handlede om, hvor det kunne komme børn og unge til gode, siger han.

Ikke usædvanlig

Mødet var desuden ét blandt mange, som borgmesteren løbende afholder, og ifølge kommunaldirektøren var det ikke spor usædvanligt.

De grønlandske repræsentanter kendte ikke til Ronald Lauders investeringer i to grønlandske virksomheder, som først kom frem ti dage senere, da Politiken bragte historien.

Kommunaldirektøren mener, det er 'farligt at bruge det korte møde' til at konkludere noget større, og siger, at hele fremstillingen af mødet er 'sat lidt stort op' i en grad, hvor det bliver 'spekulativt.'

Mødet sluttede heller ikke med en konkret aftale, og parterne har ikke været i kontakt siden.

I et skriftligt svar oplyser en afdelingsleder på vegne af borgmesteren, som er gået på orlov af private årsager, at høflighedsbesøg som dette er 'en naturlig del af borgmesterens arbejde med at repræsentere kommunen og være i kontakt med omverdenen'.

Visse personer, organisationer og interessenter henvender sig løbende til hende og andre udvalgsformænd med ønske om dialog – og det samme var tilfældet med Ronald Lauder og hans forretningspartner.

Ingen konkrete aftaler eller investeringer

Det cirka 30 minutter lange møde involverede ikke behandling af konkrete politiske sager eller beslutningstagning, skriver afdelingslederen. 

Derfor føres der som udgangspunkt ikke referat, oplyser kommunen.

- Kommunen har løbende dialog med en bred kreds af aktører, både lokale, nationale og internationale. Formålet er at udveksle perspektiver og give indblik i kommunens arbejde.

- Det skal påpeges, at et møde ikke i sig selv indebærer tilslutning til de synspunkter eller interesser, som den besøgende repræsenterer. Kommunens beslutninger træffes på et oplyst grundlag og inden for de gældende demokratiske rammer.