Tuukkaq flyver til Kangerlussuaq - storm forventes over Nuuk

En forventet storm torsdag over Nuuk har fået Air Greenland til at lægge nye planer for de rejsende.
Passagerer, der torsdag skal med Tuukkaq for at flyve videre til Nordgrønland, bliver fløjet direkte til Kangerlussuaq, og derfra vil de flyve videre, skriver flyselskabet på deres hjemmeside.
Hvis man er en af dem, der skal til Nordgrønland, vil man blive hjulpet videre fra Kangerlussuaq i et Dash-8 fly, der vil flyve mellem Ilulissat, Aasiaat og Sisimiut, hvorfor de berørte kommer til at overnatte i Ilulissat, skriver Air Greenland.
Afgang helt aflyst
Og også passagerer, der skal fra København til hovedstaden, sydpå eller flyve fra Billund bliver berørte, oplyser selskabet.
- Rejsende, der skal til Nuuk og sydover, bliver i København, indtil vejret tillader videre flyvning. Og afgangen fra Billund torsdag morgen er aflyst, skriver Air Greenland.
Hvis man er berørt af ændringerne, har man modtaget en ny rejseplan fra flyselskabet, skriver de.
Derudover forventer Air Greenland, at de passagerer, der bliver berørte, er håndteret senest på søndag den 17. august
- Vi beklager de gener, situationen medfører, men takker for forståelsen. Tiltagene er sat i værk for at holde flest muligt rejser på sporet trods vejret, skriver flyselskabet.