Spirende grønlandsk håndboldhåb gør sig bemærket på landsholdet
Sidste måned, da det grønlandske herrelandshold i håndbold var til forberedelsesturnering i Paris, tonede et nyt, ungt talent frem:
16-årig Adrian Rosing Sandgreen fra Nuuk.
Ikke nok med at Adrian blev den yngste debutant på det grønlandske A-landshold, under en straffekastkonkurrence mod Canada afgjorde den unge målmand herrelandsholdets sidste kamp med en feberredning.
Kampen var gået i straffekastkonkurrence.
Med to straffe tilbage trådte Adrian ind i målet.
Første kast gik ind.
Alligevel lod holdets anden målmand Adrian blive i målet, da han ifølge Adrian havde mere tiltro til ham.
- Og den fik jeg reddet, fortæller Adrian Rosing Sandgreen stolt i et interview med KNR.
Minik Dahl Høegh, en af Grønlands største professionelle håndboldspillere, overværede den afgørende redning og kaldte Adrians præstation i Paris for 'en flot start på A-landsholdet.'
Han er ikke i tvivl om Adrians potentiale efter at have set ham i aktion under VM-kvalifikationsforberedelserne i Paris.
- Han har potentiale til at blive en af de bedste målmænd, Grønland har set, fortæller Dahl Høegh, som selv har spillet samtlige landsholdskampe og repræsenteret Grønland ved VM.
For med sine 1,95 meter har Adrian både højden, talentet, viljestyrken og den rette indstilling.
Nu handler det blot om at blive ved med at træne målrettet den kommende tid.
- Han er måske et af de største talenter, vi har set i mange år, siger Dahl Høegh til KNR og fortsætter:
- Så han er værd at holde øje med, og hvis han træner godt, ender han med at blive en spændende spiller i fremtiden.
Fra Nuuk til håndboldens mekka på Fyn
Adrian blev født i Nuuk i 2009 og boede der i otte år med sin familie, inden de flyttede til Fyn, hvor de siden har været bosat.
Familien har længe været aktive, fortæller Adrians mor, Aviaaja Rosing Petersen. Da Adrian var lille, tog hans morfar ham med i sportshallen i Nuuk, hvor han fra barnsben blev introduceret til sportens verden.
Men håndbolden samlede han først selv op som 13-årig og blev hurtigt glad for sporten.
Det tog heller ikke lang tid, før folk fra den grønlandske håndboldverden lagde mærke til Adrian gennem de mange opslag, hans mor delte af ham på Instagram, fortæller hun.
Folk som Angutimmarik Kreutzmann, tidligere landsholdsspiller, bed mærke i Adrians talent og højde, og begyndte at holde et vågent øje med hans udvikling.
Spørger man Adrian, er det fællesskabet og konkurrenceelementet, der tiltaler ham mest ved håndbold.
- Som målmand er det meget individuelt. Man har gode og dårlige dage. Når man har gode dage, er det bare det fedeste nogensinde… der er ikke noget, der slår den følelse, siger Adrian.
- Det er, som om man har et kæmpe ansvar, og så har man faktisk gjort det godt for holdet og hjulpet holdet med at vinde kampen, siger han.
Adrian begyndte sin spæde karriere på U13-holdet hos SUS i Nyborg. Siden rykkede han videre til U15 i Gudme Oure Gudbjerg (GOG), en af de bedste håndboldklubber i Danmark, kendt for sin stærke talentudvikling.
I dag er han elev på Efterskolen ved Nyborgs (EVN) håndboldlinje. Her har han haft mulighed for at finpudse sin fysiske, tekniske og mentale udvikling med adgang til en ledig hal og en dygtig trænerstab.
Til efteråret rykker han sydpå for at begynde på Oure Kostgymnasium.
Det har længe været Adrians store drøm – ligesom det er at spille for Barcelona eller GOG’s herrehold en dag.
Målmand for A-landsholdet
Dagen inden afrejsen til Paris sidste måned fik landsholdet et afbud, og pludselig åbnede der sig en mulighed for Adrian.
Han var allerede i den franske hovedstad med U18-fokusholdet – en samling af grønlandske talenter bosat i Grønland og Danmark.
Indtil videre har han spillet to kampe for landsholdet. Den første var mod Belgien, og to dage senere var han med til at afgøre kampen mod Canada med sin feberredning.
Og han 'viste sig flot frem,' skriver landsholdstræner Johannes Groth til KNR og tilføjer, at det nu er op til Adrian at tage sit potentiale til næste niveau i de kommende år.
- Jeg blev virkelig glad, da de valgte at udtage mig. Men jeg var selvfølgelig også meget nervøs, siger Adrian.
- Jeg har ikke spillet på så højt niveau – seniorhåndbold – før. Jeg har kun trænet med dem.
A-landsholdet er ved at 'teste ham,' som hans mor, Aviaaja Rosing Petersen, siger det. Og det er der god grund til, bemærker Minik Dahl Høegh.
- Vi er lidt ligesom en familie på vores landshold. Vi har jo ikke så mange talenter som mange andre lande. Så vi skal pleje vores talenter og byde dem godt velkommen på A-landsholdet, når muligheden byder sig, og vise dem vejen, siger han.
- Så jeg synes, Adrian har nogle gode forudsætninger for at blive en dygtig håndboldmålmand.
Alligevel er Adrian stadig ung og alt kan ske, understreger landholdtræner Johannes Groth.
- Vi skal nok forsøge at hjælpe med rammerne. Men det er ham, der skal lave arbejdet.
Det samme siger den tidligere yngste grønlandske debutant, Eqalunnguaq Kristiansen, som var 17, da han for første gang trak A-landsholdstrøjen over hovedet.
- Talent er én ting, men det kræver hårdt arbejde at nå til tops i håndbold. Der er ingen tvivl om, at han er talentfuld, siger Kristiansen og tilføjer at det er 'virkelig sejt, at Adrian i så ung en alder har formået at få debut.'
Godt støttenetværk
Spørger man Adrian selv, er han især taknemmelig for sin families støtte og sin målmandstræner, Bent Møller, tidligere topmålmand i GOG og dansk landsholdsspiller.
Hans mor gør også sit for at hjælpe Adrian med at udvikle sit potentiale til fulde.
Familien, som består af mor, Adrian og hans tiårige lillebror, sparer på pengene, så Adrian kan dyrke det, han elsker, og så hans drømme ikke 'forsvinder,' som hun skriver til KNR. Og så hjælper mormor også så meget, hun kan.
- Vi får det til at lykkes, skriver hun.
Utroligt nok virker Adrian uberørt af den ensomhed og det ansvar, man kan føle i målet.
- Jeg tænker ikke rigtigt over det, siger han – også selv om han er markant yngre end de andre spillere på banen.
Netop Adrians mentale styrke er det, hans mor, Aviaaja Rosing Petersen, er mest imponeret over.
Hun har været inde og se kampe, hvor tilskuerne hyler og skriger. Men det rører ham ikke, siger hun.
- Han har sagt: "Når jeg redder mål, elsker jeg, når de (modstandernes tilskuere, red.) bliver stille,'' fortæller Aviaaja Rosing Petersen.
At han repræsenterer deres moderland, Grønland, betyder også meget for hende.
Til Grønlands Håndbold Forbund, Timersoqatigiiffiit Assammik Arsartartut Kattuffiat, udtalte hun for nylig, at "hans første landskamp var en uforglemmelig oplevelse. At se ham repræsentere Grønland – især da nationalsangen blev spillet – var meget rørende."
