Orla Joelsen: Politikernes taknemmelighed er en stor ære

Han arrangerede sidste års demonstration. Siden er hans opslag blevet set millioner af gange på sociale medier.
Siden sidste år har Orla Joelsen brugt utallige timer på sociale medier for at oplyse om Grønland og gå imod støtterne af Donald Trump. Foto © : KNR
22. januar 2026 12:36

Jens-Frederik Nielsen (D), Múte B. Egede (IA) og Kim Kielsen (S) går skulder ved skulden gennem Nuuk til demonstrationen mod USA.

På et tidspunkt kigger de op på et fjeld, hvor der står en velkendt mand.

Der lyder et råb:

- Orla, qujanaq!

Manden er Orla Joelsen. Sidste år var han arrangøren bag den forrige demonstration mod USA.

Foto © : Alessandro Rampazzo/AFP/Ritzau Scanpix

Selvom han ikke har fået meget opmærksomhed herhjemme, har han fortsat sin kamp imod misinformation og for at tale Grønlands sag over for et amerikansk publikum.

Og det varmer, at politikerne lagde mærke til hans bidrag.

- Det er en stor ære. Jeg er blevet klar over, at det, jeg har delt på Facebook - og måske også på X - er blevet bemærket på flere måder.

Amerikansk oplysningskampagne

Kampen er foregået på et socialt medie, som mange amerikanere brugere, men som ikke har vundet indpas i Grønland.

På det sociale medie X har Orla Joelsen 80.000 følgere.

I de seneste dage har det også vækket en stor opmærksomhed fra de internationale journalister i Nuuk.

- I sidste uge blev jeg kontaktet af mange journalister både fra Grønland og udlandet – via Messenger, X’s indbakke, e-mail og telefon. Nogle gange henvender de sig også, mens jeg er ude at spise i byen. Nu har jeg dog sat klare grænser.

Orla Joelsen deler blandt andet indholdet fra nogle af naalakkersuisuts pressemeddelelser, pressemøder samt indhold fra artikler i KNR og Sermitsiaq.

Derudover går han i rette med nogle af de udsagn, der kommer fra særligt de amerikanere og politikere, der støtter præsident Donald Trump og hans ambitioner om at eje Grønland.

KNR taler med Orla Joelsen 20. januar. Samme dag har han lavet et opslag, hvor han opfordrer Kongressen til at stoppe Donald Trump.

- Her til morgen kunne jeg se, at det nu har passeret 564.000 visninger og er blevet delt mere end 5.300 gange på X.

Målet er at stoppe Trump

Da KNR spørger Orla Joelsen ind til, om ikke blot det er folk, der allerede er imod Donald Trump, som følger ham på sociale medier, afviser han.

- Jeg kan se, at det ikke kun er Trump-modstandere. Der er også Trump-støtter blandt dem, der kommenterer på mit opslag – især fra USA.

Hvilket håb har du for fremtiden, set i lyset af hvor langt du er nået?

- Jeg håber selvfølgelig inderligt, at Trump vil stoppe sine trusler om overtagelse.

Tror du, at du har haft indflydelse på det?

- Jeg håber, at jeg har haft en vis indflydelse – særligt gennem X.