Fodboldens ønske til politikere: Oppustelig overdækning af baner

Grønlands Boldspilunion KAK har mange bolde i luften, og blandt dem er lobbyvirksomhed til at sætte ekstra skub i udviklingen af grønlandsk fodbold.
Prisen på overdækkede fodboldbaner kan variere alt efter ønsker om arenaens størrelse Foto © : KAK
Skrevet af Noah Mølgaard
20. februar 2025 13:23

I stedet for et nationalstadion for 300 til 400 millioner kroner kunne investeringen i overdækning af eksisterende fodboldbaner med billigere metode være mere en win-win-situation.

Det er kort sagt Grønlands Boldspilunions KAK's ønske midt i valgkampen til Inatsisartut og kommuner, og ikke mindst i arbejdet for optagelse i det nordamerikanske fodboldforbund Concacaf.

KAK foreslår, at der bliver investeret i airdomes. Det er oppustelige overdækninger til eksisterende fodboldbaner, der ifølge KAK kan skræddersyes til den bane, de skal overdække. Airdomes koster fra 20 millioner kroner til 40-50 millioner kroner – alt efter om der ønskes tilskuerpladser og atletik løbebaner i samme arena.

Grønland har i den seneste tid oplevet flere voldsomme storme. KAK har imidlertid været i kontakt med fire leverandører for at finde en tilpasset løsning.

- De har fundet en løsning, der er tilpasset til grønlandske fodbold, der kan klare vindstød op til 250 kilometer i timen, og som kan klare store mængder sne, siger formand for KAK Kenneth Kleist.

Valgkamp og ønsker

Arbejdsgruppe i Nuuk har tidligere foreslået et overdækket nationalstadion i Nuuk. Prisen var estimeret til over 300 millioner kroner.

Nu foreslår KAK, at investeringen bliver spredt til flere byer.

- Jeg mener, at der er omkring 20 fodboldbaner i hele Grønland. Og hvis vi kunne lave overdækning til disse, så kunne de bruges hele året rundt i stedet for kun to til tre måneder, siger Kenneth Kleist.

Nu står Grønland i valgkamp til Inatsisartut og kommunerne, som KAK håber på som vigtige investorer til deres ønske. KNR har spurgt KAK, om de har prøvet at ramme valgkampen til fremlæggelse af deres ønske om airdomes.

- Det er ikke generelt i den anledning, vi fremlægger. Vi har forberedt i et års tid inden fremlæggelsen. Vi er også som bekendt i dialog med det nordamerikanske fodboldforbund Concacaf om optagelse og kan bruge overdækning af fodboldbaner som argument til vores udviklingsplaner, siger Kenneth Kleist.

- Jo, der er valgkamp, men det kan jo gå begge veje efter, at vi har fremlagt vores ønske. Men det er vigtigt for os at vise, at der er et alternativ til et enkelt projekt til 300 til 400 millioner kroner, der kan komme flere sportsfolk til gode, slutter Kenneth Kleist.