Østgrønlandske politikere splittet: Afstemning eller dialogkaffe

Østgrønland.
Bare ordet skaber med det samme en masse billeder og følelser.
I marts var der demonstration i Tasiilaq imod under sloganet 'Nok er nok'. Her blev der protesteret imod den manglende opmærksomhed, befolkningen oplever fra resten af landet.
Medarrangør af demonstrationen, Iddimanngiiu Jensen Bianco, nævnte blandt andet dårlige rejseforhold, dårlig internetforbindelse, manglende lærere i folkeskolen, manglende boliger og manglende arbejdspladser.
For en uge siden kunne KNR fortælle, at Mike Nicolaisen fra Tasiilaq pønser på at starte et nyt parti sammen med sin kone Anette, som ikke blot kræver en løsrivelse fra Kommuneqarfik Sermersooq, men en løsrivelse fra selve Grønland.
KNR har talt med Justus Hansen (D) og Mala Høy Kuko (S). Begge er politikere i Kommuneqarfik Sermersooq; begge er de fra Tasiilaq.
Overset af kommunen
Mala Høy Kuko fortæller, at han har presset på over for resten af kommunalbestyrelsen for at anlægge byggeprojekter, såsom flere boliger, og for at bygden Sermiligaaq skal sikres, så der kan oprettes en ny fiskefabrik.
Men han oplever at blive afvist af sine kollegaer.
- Vi har oplevet mange gange, at vi ikke bliver hørt. Vi kommer med mange forslag til kommunalbestyrelsen, men vi bliver afslået mange gange. Alt for mange gange.
Her er det særligt økonomien, han oplever er til hindring for hans ønsker om nye byggeprojekter.
Anderledes ser Justus Hansen på situationen. Han mener, at både naalakkersuisut og Kommuneqarfik Sermersooq er mere end villige til at lytte og udvikle Østgrønland.
Som eksempel nævner han, at der i øjeblikket bliver bygget 14 nye boliger i Tasiilaq.
- Jeg kan egentlig ikke se, hvad det er med det argument. Der er noget i gang, og der kommer en masse andet i gang på sigt.
- Den der form for populisme, hvor man råber op, den forstår jeg ikke rigtigt. Jeg synes, man skulle læse koalitionsaftalen både i kommunen og i naalakkersuisut, før man begynder at postulere alt muligt, udtaler Justus Hansen.
Afstemning inden næste valg

Det er dog Mala Høy Kukos opfattelse, at det vil gavne Østgrønland at blive sin egen kommune.
- Vi håber og regner med, når vi bliver vores egen kommune, at vi selv kan bestemme, hvad vi skal lave og bygge, siger han.
Men politikeren understreger, at det er vigtigt at høre befolkningen om deres mening. Derfor skal der afholdes en afstemning om tre år før næste valg om løsrivelse fra Kommuneqarfik Sermersooq.
- Om tre år skal vi have valg, om vi skal være en selvstændig kommune eller ej.
Dog fortæller han, at der ikke er en plan for, hvordan en kommune i Østgrønland vil fungere. Det oplyser han, at naalakkersuisut vil gøre befolkningen klogere på under et fremtidigt besøg.
- Naalakkersuisut har en plan. De vil komme og fortælle borgerne, hvor meget det vil koste at løsrive sig fra Kommuneqarfik Sermersooq.
Hvis man laver en kommune for Østgrønland og løsriver sig fra Kommuneqarfik Sermersooq. Tænker du så, at I kommer til at have penge nok til at lave de her store byggeprojekter?
- Der er meget at overveje og tænke på. Man kan ikke bare sige, at vi skal ud af Kommuneqarfik Sermersooq. Det er nye tider, og pengene er ikke de samme. Der er mange ting, vi skal snakke om, og så skal vi høre beboerne, hvad de vil.
Arbejdsløsheden stiger - sammen med dovenskaben

Ifølge tal fra Grønlands Statistik, lavet i juni måned i år, er antallet af arbejdssøgende i Tasiilaq fordoblet på blot to år. I 2023 var der 151. I år er der 305.
Og Justus Hansen mener ikke, at vi kommer uden om, at der også er en hel del beboere, som ikke vil tage et arbejde - en debat som Lars Erik Gabrielsen (S) kaldte for den grønlandske version af debatten fra Danmark om Dovne Robert.
- Kommunen gør en aktiv indsats for at få beskæftigelsen i gang. Men når cirka 40 personer siger nej til arbejde, så er det sgu svært; grundet de selv mener at få mere i sociale ydelser, siger Justus Hansen og fortsætter:
- Naalakkersuisut er i gang med en skattereform, beskæftigelsesfradrag og lignende, som skal gøre det mere attraktivt at arbejde. Men når man selv siger nej til tingene og så råber op om, at der ikke sker en skid på østkysten, så klinger det lidt hult.
SIK fortæller, at der mangler arbejde. Hvis der var jobs, ville de arbejdsløse også taget dem, hvad tænker du om det?
- Jeg ved, der er lokale firmaer, som søger folk. Der er også en fiskefabrik, der er kommet i gang. Man har gjort en masse tiltag for at få folk til af egen fri vilje til at komme op af sofaen og komme i gang.
Og når folk ikke tager et arbejde, så går det ud over udviklingen af samfundet, fortæller Justus Hansen.
- Når man ansætter udefrakommende arbejdskraft, fordi de lokale ikke vil arbejde, så er det også lidt svært.
Dialog om udvikling
Justus Hansen udtrykker sin skuffelse over, at niveauet for debatten om Østgrønland er, hvor den er. For han ser, at der bliver arbejdet på udvikling fra det politiske system.
I naalakkersuisuts koalitionsaftale binder de sig til at starte en etablering af lufthavne i Tasiilaq og Ittoqqortoormiit. Dertil nævner Justus Hansen, at Tusass er i fuld gang med at forbedre internet- og mobilforbindelserne.
- Så det, der halter efter, er skibstrafikken og vareforsyningen fra Pilersuisoqs side. Derfor har jeg selv lavet et beslutningsforslag om, at man skal undersøge, hvad der egentlig kan gøres for at udvikle varesortimentet i Pilersuisoq-butikkerne på østkysten.
Når det er sagt, håber Justus Hansen, at de utilfredse beboere vil invitere ham og andre politikere fra Østgrønland til en konstruktiv dialog over kaffe - og gerne en stor kande.
- Vi bor jo lige ved siden af hinanden alle sammen. Man kan jo bare invitere os til kaffe, og gerne en hel kande kaffe i stedet for en enkelt kop. Så kan vi tage den snak i stedet for at køre den ud over Facebook, fortæller Justus Hansen og runder af:
- Jeg er i hvert fald klar.