Overblik: Ny rapport skal laves om medlemskab i WTO

Naalakkersuisut ændrer Demokraatits forslag om at starte proces om medlemskab af verdenshandelsorganisation. I stedet skal en rapport laves om fordele og ulemper.
Foto © : Markus Valentin / KNR
Skrevet af Markus Valentin
07. oktober 2026 10:00

Skal Grønland starte processen med at blive selvstændigt medlem af verdenshandelsorganisationen, WTO?

Dét forslag fra Demokraatit skulle tirsdag andenbehandles i Inatsisartut.

Men efter behandling i Erhvervs- og Råstofudvalg fremsatte naalakkersuisut et ændringsforslag.

I stedet for at starte processen, ønsker naalakkersuisut, at der først udarbejdes en rapport om fordele og ulemper.

Rapporten skal ligge færdig inden næste forårssamling.

Ændringsforslaget endte med at blive vedtaget af Inatsisartut.

Inden vedtagelsen var der - ud over Múte B. Egede (IA) som naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv og råstoffer, - ingen partier, som tog ordet.

Lige ud over Naleraq, som kritiserede ændringsforslaget.

Juno Berthelsen (N) kritiserede naalakkersuisuts ændringsforslag. I stedet for at udskyde beslutningen om at starte processen mod at blive medlem af WTO, ønsker Naleraq at starte processen straks. Foto © : Markus Valentin / KNR

Nok snak, mere handling

Da Juno Berthelsen (N) gik på talerstolen, pointerede han, at naalakkersuisut under førstebehandlingen sagde, at de var enige i, at Grønland skal være et selvstændigt medlem af WTO.

Derfor satte Naleraq spørgsmålstegn ved, hvorfor de så ikke ønsker at starte processen nu.

- Naalakkersuisut sagde under førstebehandlingen, at de var interesserede i at blive medlem, sagde Juno Berthelsen.

- Vi undrer os over flertallets indstilling, da forslaget går på straks at indlede forhandlinger.

Siden naalakkersuisut ønsker at lave en rapport om fordele og ulemper, nævnte Juno Berthelsen, at det måske ikke er nok blot at se på de to ting.

I stedet kunne man lægge en plan for, hvordan de agter at forhandle om medlemskab.

- Hvis naalakkersuisuts ændringsforslag vedtages, forventer vi, at rapporten baner vej for en klarer stilling. 

- Der er brug for, at vi er mere aktive på dette område, sluttede Juno Berthelsen.

EU og omkostninger

I betænkningen fra udvalget nævnes forholdet til EU.

- Grønland er i dag medlem af WTO i kraft af Danmarks medlemskab af WTO, men Grønland er i modsætning til Danmark ikke samtidig medlem af EU, og Danmark har overdraget sin handelskompetence til EU.

Yderligere står der under udvalgets behandling, at ønsket om et selvstændigt medlemskab er et naturligt ønske.

- Herunder da man jo skal huske på, at Grønland allerede er et selvstændigt toldområde, og at man netop ikke er i et fælles toldområde med Danmark, der jo er en del af EU's toldområde, står der.

Udvalget bemærkede, at der også er omkostninger forbundet med optagelsesprocessen.