Nye rejeråd: Den anbefalede fangstmængde stiger en smule
Nu er Nafo, Nordatlantisk Fiskeriorganisation, kommet med nye anbefalinger for rejefangst.
Her lægger de op til en forøgelse af fangstmængden, så den kommer på niveau med 2025-anbefalingen.
Det oplyser Pinngortitaleriffik, Naturinstituttet, i en pressemeddelelse.
- Det rådgivne fangstniveau er fastsat på baggrund af beregninger, der viser, at både rejebestanden og fangstraterne er steget.
- Beregningerne tager desuden højde for den mængde rejer, der spises af torsk.
Højere anbefaling
Nafos videnskabelige råd anbefaler for 2027, at der kan fiskes 80.000 tons rejer i Vestgrønland.
Det er 5.000 tons mere end anbefalingerne for i år.
Da den samme anbefaling for bæredygtigt rejefiskeri udkom tilbage i 2024 skabte det frustation blandt erhvervet.
Her faldt den videnskabelige rådgivning med 22.500 tons for Vestgrønland.
Med de nye anbefalinger er niveauet for den bæredygtige rejefangst dermed endnu ikke tilbage på niveau fra før 2025.
For Østgrønland er Nafo blevet bedt om at komme med en rådgivning for den optimale fiskeridødelighed af den del af rejebestanden, som ligger i den såkaldte 'sunde zone'.
Her lyder anbefalingen på 1.822 tons for næste år.