Medie: Mangemilliardær tæt på Trump var til møde hos borgmesteren i Nuuk

Den amerikanske arving og filantrop, Ronald Lauder, der gav Donald Trump ideen om Grønland, var til møde med Sermersooqs borgmester Avaraaq S. Olsen for at drøfte økonomiske investeringer.
Det var Donald Trumps gamle studiekammerat, Ronald Lauder, som plantede idéen om Grønland i hans hoved tilbage i 2017. Ifølge mediet Finans deltog rigmanden i november i et møde i Nuuk med Sermersooqs borgmester. Foto © : Don Emmert/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Isak Hüllert
07. april 2026 15:39

Den velhavende Trump-støtte Ronald Lauder, som i sin tid plantede ideen om, at USA bør eje Grønland i præsident Trumps hoved, dukker nu igen op i det amerikanske persongalleri med erhvervsinteresser her i landet.

Politiken har tidligere beskrevet, hvordan Ronald Lauder har købt sig ind i to grønlandske virksomheder:

Greenland Water Bank, som tapper kildevand fra Qeqertarsuaq og sælger det under mærket Imivik.

Greenland Investment Group, der planlægger at byde ind på udbuddet om at etablere vandkraftværket ved Tasersiaq.

Virksomhederne er ejet af Jørgen Wæver Johansen og Svend Hardenberg.

Møde om 'økonomiske investeringer'

I weekenden kunne mediet Finans fortælle om et hidtil ukendt møde mellem den amerikanske milliardær Ronald Lauder og Sermersooqs borgmester Avaraaq S. Olsen (IA), hvor man efter sigende drøftede økonomiske investeringer.

Det kunne de på baggrund af interne mails, som Finans var kommet i besiddelse af.

Mødet, der foregik uden referat, fandt sted i al ubemærkethed den 20. november 2025 og varede 30 minutter.

Til stede var borgmesteren, Sermersooqs kommunaldirektør Ole Jakobsen samt Lauders erhvervspartner Josette Sheeran og Ronald Lauder selv.

Ifølge de interne dokumenter blev mødet beskrevet som et 'høflighedsvisit', der skulle introducere mødedeltagerne for hinanden og danne rammer for drøftelser om, hvordan den velhavende amerikaner og nære Trump-allierede 'blandt andet bedst kunne bringe eventuelle økonomiske investeringer i spil, så de gav mening for lokale.'

Hænger sammen med Trumps interesse

Eksperter, som Finans har talt med, finder det opsigtsvækkende, at den amerikanske rigmand – arving til kosmetikimperiet Estée Lauder og gamle studiekammerat til USA’s præsident – rejser til Grønland for at drøfte personlige erhvervsinteresser med politiske ledere.

Der er tale om mindre beløb, når det gælder de to selskaber, men hans økonomiske interesser og besøg til Grønland er stadig væsentligt, eftersom han i årevis har været en vedvarende fortaler for Trump-administrationens ambitioner om at annektere Grønland. 

Eksperterne påpeger også, at det er svært at skelne hans færden på øen fra præsident Trumps udtalte ønske om at kontrollere Grønland.

Vil fortsætte dialogen

En uge efter mødet modtog Sermersooq en mail fra Lauders forretningspartner, Josette Sheeran, hvor hun takkede for mødet og muligheden for at 'høre direkte fra jer om vigtigheden af kunst, kultur og sport for det grønlandske folk.' 

Hun skrev, at hun og Lauder gerne vil fortsætte dialogen med de grønlandske politikere og 'undersøge, hvordan vi kan støtte eller samarbejde, i takt med at denne vision udvikler sig,' skrev Finans.

KNR fortsætter med at følge historien om rigmanden, som så sent som sidste år skrev i en klumme i den Trump-venlige tabloidavis New York Post, at han har 'arbejdet tæt sammen med grønlandske erhvervs- og regeringsledere i årevis for at udvikle strategiske investeringer der.'