Se billederne: Landsdækkende demonstration mod brugen af forældretests

Igennem længere tid har brugen af forældretests på grønlandske forældre i Danmark været til debat. Igår var demonstranter på gaden i hele landet for at vise deres utilfredshed.
11. december 2024 11:01

I går, da det var den internationale dag for menneskerettigheder, indtog demonstranter landet over gaderne med slagord som ‘stop FKU’.

Demonstranterne krævede, at danske kommuner stopper med at bruge forældretests på grønlandske familier, der i værste tilfælde bidrager til, at børn bliver tvangsfjernet fra deres grønlandske forældre.

Testene har været kritiseret gennem længere tid, og folk har været på gaderne flere gange. I Nuuk var det tredje gang, der var demonstration imod brugen af forældrekompetenceundersøgelserne.

Det handler om menneskerettigheder

- Jeg synes, det er vigtigt at være her, fordi menneskerettighederne bliver overtrådt, sagde Qivioq Løvstrøm, der er forkvinde for Rådet for Menneskerettigheder og var blandt de fremmødte i hovedstaden.

- Folk har meget at sige. De er fyldt med vrede og sorg og føler sig trådt på. Derfor demonstrerer vi igen, sagde Katsi Kleist Eriksen, der var medarrangør af demonstrationen i Nuuk.

Demonstrationerne har bredt sig ud til flere steder i verden, og det glæder medarrangøreren

- Det er virkelig stærkt at opleve, at mennesker verden over nu tager det alvorligt, det der sker i Danmark med grønlandske familier, sagde Katsi Kleist Eriksen.

Opmærksomheden på brugen af forældretests har gjort, at Aqqaluaq B. Egede og den danske socialminister Sophie Hæstorp Andersen skal mødes torsdag 12. december og drøfte sagen.