Rejefabrikkerne i Ilulissat og Sisimiut er nødsaget til at reducere produktionen

Mindre og færre fangster tvinger Royal Greenlands fabrikker i Sisimiut og Ilulissat til at reducere produktionen.
Foto © : Markus Valentin / KNR
11. marts 2026 12:15

For et år siden kørte Royal Greenlands fabrik i Sisimiut seks dages produktion med gang i maskinerne i 17 timer i døgnet.

I år er de nødsaget til at gå ned på fire dage om ugen og 12 timer om dagen, fortæller fabrikschefen Hans Lars Olsen, og det samme gælder for fabrikken i Ilulissat. 

Årsagen til reduceringen er, at mængden af råvarer - altså rejer - er mindre.

-Tilgangen til rejerne bliver mindre, og fangsterne er ikke ligesom i tidligere år, så det er klart, når der ikke er råvare nok, så kan man ikke holde produktionen oppe på de antal timer og dage, vi har været vant til. Så vi har været nødt til at reducere det, siger Hans Lars Olsen.

Reducering skaber bekymring

Og reduceringen i fabrikkernes produktion skaber bekymring. Både hos medarbejderne over, at de kommer langt ned i timer, men også i lokalsamfundene, fortæller Hans Lars Olsen.

Og han forstår godt den usikkerhed.

- Selvfølgelig giver det usikkerhed for familierne, og vi er jo mange, der lever af det fiskeri og den landing af råvare, der kommer ind på fabrikkerne, siger han

Og det er en svær balancegang at holde på de gode medarbejdere, samtidig med at fabrikkerne tilpasser sig den råvare tilgang, der er.

- I januar afholdt vi arbejdsrelaterede kurser for de ansatte, for med den reducerede fangst havde vi ikke haft grundlag for at starte tidligt op efter jul, siger han.

Tidshorisonten er ukendt

Og hvor længe fabrikkerne er nødsaget til at have lavere produktion er uvist, fortæller fabrikschefen.

- Men der er flere ting, der spiller ind. Selvfølgelig spiller fangsterne ind, men også hvordan TAC’en ser ud, så der er ikke noget, vi kan gøre her fra fabrikken, fortæller Hans Lars Olsen.