Kolonihistorie og forsoning er i spotlyset i nyt flerårigt projekt

Det Grønlandske Hus i København har netop søsat projektet "Naapitta" med en bevilling på 700.000 kroner. Initiativtagere håber, at det kan føre til en mere ligeværdig relation mellem Grønland og Danmark.
Aviaja Larsen (tv.) og Lars Lerche (th.) er kulturmedarbejdere i Det Grønlandske Hus i København og står i spidsen for det nye projekt. Foto © : KNR/Ann-Sophie Greve Møller
12. november 2025 07:30

Hvad har formet vores fælles historie og relationen mellem Grønland og Danmark, og er det muligt med forsoning landene imellem?

De spørgsmål er i rampelyset i det nye projekt “Naapitta” - lad os mødes - i Det Grønlandske Hus i København. Med en bevilling på 700.000 kroner fra Udlændinge- og Integrationsministeriet vil huset over de næste år afholde talks og workshops om de problematikker, grønlændere i Danmark oplever.

I projektet, der går frem til 2028, sætter de både fokus på den racisme grønlændere oplever, og undersøger, hvordan man kan fremme grønlandske stemmer og bygge bro mellem Grønland og Danmark.

Et initiativ, der har været mange år undervejs, men først nu har momentum, fortæller Lars Lerche, der er kulturmedarbejder i Det Grønlandske Hus.

- Vi vil rigtig gerne have, at grønlændere og danskere mødes, og det handler meget fra vores side om at præsentere grønlandske perspektiver og narrativer for at give en bredere og fuldere forståelse i relationen mellem Grønland og Danmark i dag, siger han.

Ansvar for relationen

Lars Lerche og Aviaja Larsen, der også er kulturmedarbejder i Det Grønlandske Hus i København og projektleder på Naapitta, er begge grønlandske og opvokset i Danmark. De er et produkt af den danske folkeskole, hvor undervisning om Grønland og rigsfællesskabet højst bestod af en emneuge, og hvor nedladende jokes fra jævnaldrende var en del af teenagelivet.

- I teenageårene begyndte de her ‘grønlænderjokes’ at flyve, og jeg oplevede diskrimination på alle mulige forskellige måder på grund af mit ophav. Så jeg har brug for, at vi gør noget ved det, siger Aviaja Larsen, der er opvokset på Fyn.

Hun sukker dybt, da hun bliver spurgt om, hvorfor der er behov for at forsone mellem Grønland og Danmark.

- Fordi vi skal have en ligeværdig tilgang og forståelse af hinanden. Vi skal leve med respekt for hinanden. Og med det her projekt kan vi i hvert fald være der først og fremmest for grønlændere og prøve at få en forståelse af, hvad der er behov for.

Samtidig er samtalerne også en måde selv at tage styring på, hvordan relationen skal udvikles, mener Aviaja Larsen. 

- Det er vigtigt, at vi selv tager del i, hvordan vores relation skal være og stå op for os selv, siger hun.

Lars Lerche nikker anerkendende.

- Det er så vigtigt at få italesat denne her ulige magt mellem Grønland og Danmark. Der er en iboende mindreværd som grønlænder i den dansk-grønlandske relation. Så jeg synes, at det er alt afgørende, at vi sætter fokus på det, og jeg tror ikke, at tiden nogensinde har været mere moden.

Åbning for forandring

Grønland har i den grad indtaget de gule breaking-bjælker efter, at Donald Trump kort tid efter, at han endnu engang blev indsat som præsident, erklærede, at USA bør have kontrol over Grønland.

Det fik de danske politikere op af stolene og samtlige politikere har kastet deres opmærksomhed på Grønland og rigsfællesskabet.

- Der er en åbning, som jeg ikke har oplevet i min levetid. Der er en åbning for forandring, siger Lars Lerche.

Han har arbejdet i Det Grønlandske Hus i syv år, hvor han har haft fokus på at udbrede kendskabet til Grønland. Og i år har det arbejde nået nye højder.

- Det er tydeligt, at de grønlandske perspektiver og narrativer fylder langt mere i 2025, end de her gjort førhen. Så vi er med babyskridt på vej i den rigtige retning. Men før har der godt nok ikke været meget plads til nuancer i relationen.

Ifølge Lars Lerche har det danske blik på Grønland været farvet af to ekstremer i det danske mediebilleder. Forestillinger, som han med egne ord har fundet både svært og provokerende.

- Der har enten været et billede af grønlændere som de her 'vilde', der lever i pagt med naturen i Grønland, eller 'de vilde', der går ned med den europæiske civilisation med fokus på sociale problemer, alkoholisme og selvmord. Det har været ekstremt unuanceret. Men tingene er ved at ændre sig nu.

Brug for at blive hørt

Alligevel har det skabt en hel del reaktioner, at projektet også har fokus på forsoning, fortæller Aviaja Larsen.

- Der er mange, der er blevet provokerede af, at vi bruger ordet forsoning. Det kan jeg også godt forstå, for det er slet ikke sikkert, at alle er klar til det overhovedet. Det er en individuel sag. Men vi er nogle, der ønsker det, og det skal der også være plads til, siger hun.

Spørgsmålet om forsoning har dog også ændret sig for de to kulturmedarbejdere i de fire uger, projektet har været i gang.

- Jo mere vi har lært, jo tydeligere er det blevet for os, at forsoning ikke nødvendigvis er et endemål. For os handler det om at sætte fokus på den racisme og diskrimination, der finder sted, og så forhåbentlig kan det være med til at skabe en mere ligeværdig relation, siger Lars Lerche.

Derimod er målet at give plads til de grønlandske perspektiver i en historie, der ofte er blevet fortalt fra et dansk synspunkt. Aviaja Larsen og Lars Lerche er særligt inspireret af de sandhedsprocesser, der har været i Canada og Alaska, hvor oprindelige folk har fået plads til at fortælle om, hvilke konsekvenser koloniseringen har for dem og deres liv. 

- Jeg har i hvert fald brug for at blive hørt, og jeg har brug for, at grønlændere generelt bliver hørt, og at vi kan have et godt forhold til hinanden uden, at det skal være uligeværdigt. Det er det, jeg mener med forsoning, at vi kan leve ligeværdigt, siger Aviaja Larsen.