Døgnrapport: Indbrudsbølge i Sisimiut

Det seneste døgn har der været fire indbrud. Tre af dem er i Sisimiut, som lige nu er ramt af en indbrudsbølge, siger vagtchefen.
Foto © : Thor Bill / KNR
05. januar 2026 09:47

Tre indbrud på et enkelt døgn. Sådan ser politiets døgnrapport for Sisimiut ud.

Og i alt har der været fire indbrud i hele landet, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi, Aputsiaq Hansen, mandag morgen.

- Det fjerde indbrud er sket i Ilulissat, siger vagtchefen.

- Indbruddene er alle fire sket mod forretninger, der er ingen private hjem, der er ramt, siger Aputsiaq Hansen.

Om der er tale om de samme gerningsmænd til de tre indbrud i Sisimiut er endnu for tidligt at sige noget om, fortæller vagtchefen.

Ukendte gerningsmænd

Politiet har nemlig endnu ikke nogen gerningsmænd til nogen af indbruddene.

- Derfor vil vi også gerne høre fra befolkningen, hvis de har set noget mistænkeligt i løbet af natten, siger Aputsiaq Hansen.

Om de ukendte gerningsmænd er lykkedes med at stikke af med koster fra de fire indbrud er endnu også for tidligt for vagtchefen at sige noget om.

- Politiet er endnu ved at undersøge de fire  hændelser, siger Aputsiaq Hansen.

Udover de fire indbrud fortæller vagtchefen, at der har været hændelser med uro i hjemmet, uønskede personer og voldsepisoder. Men ikke noget, som vagtchefen går mere ind i.