Grønlands Politi rykker ud: Vil rekruttere bredere
Indbyggerne i Sisimiut, Ilulissat, Aasiaat, Nuuk, Tasiilaq og Qaqortoq får mulighed for at møde politiet til dialogmøder om politiarbejde, uddannelsesveje og karrieremuligheder. Projektet er en del af en landsdækkende indsats for at rekruttere bredere og skabe øget tilstedeværelse lokalt.
Bag projektet står Justitsministeriet og Grønlands Politi.
– Vi ønsker at møde borgerne i øjenhøjde og give et indblik i, hvad politiet er for en arbejdsplads. Politiet er et sted, hvor man både fagligt og menneskeligt kan gøre en forskel hver eneste dag. Det handler om tryghed, sikkerhed og tilstedeværelse, siger HR-chef i Grønlands Politi, Martin Bernhard.
Som en konsekvens af det nye initiativ er ansøgningsfristen til Politiskolen blevet forlænget med en måned – til den 15. oktober.
Ifølge politiet er fristen blevet forlænget for at sikre, at møderne kan holdes i alle seks byer før ansøgningsfristens udløber.
Til dialogmøderne kan man møde politibetjente og HR-medarbejdere.
Hvor mange politifolk der aktuelt er i tjeneste, og hvor mange stillinger der er ubesatte, ønsker politiet ikke at oplyse, men henviser til politiets jobportal.
Programmet for dialogmøderne:
Sisimiut – 4. september kl. 18.00, politistationen
Ilulissat – 9. september kl. 18.00, politistationen
Aasiaat – 10. september kl. 18.00, politistationen
Nuuk – 17. september kl. 18.00, politistationen
Tasiilaq – 24. september kl. 18.00, Majoriaq
Qaqortoq – 9. oktober kl. 16.00, Campus Kujalleq