Stjålet bil kørte hasarderet rundt om i Nuuk
Lidt over klokken ét i nat modtog politiet i Nuuk en anmeldelse om en stjålet bil, der kørte hasarderet rundt i byen.
Politiet i Nuuk forsøgte at standse bilen ved at følge efter den, men da situationen udviklede sig til at være livsfarlig, valgte politiet at opgive forfølgelsen. Det oplyser vagthavende chef ved Grønlands Politi, Aputsiaq Hansen, til KNR.
Den stjålne bil blev fundet lørdag morgen, og politiet i Nuuk er nu i gang med at efterforske sagen. Politiet har desuden en mistanke om, hvem der har stjålet bilen.
Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse, hvor bilen er blevet fundet, eller hvem de mistænkte er, oplyser den vagthavende chef ved Grønlands Politi.
To kvinder blev taget med hash i lufthavnen i Nuuk
Da Danmarksflyveren ankom til Nuuk i fredags, fandt toldmyndigheden i lufthavnen, ialt 500 gram hash, hos to kvindelige passagerer, som efterfølgende blev anmeldt til politiet.
Den ene kvinde havde gemt 300 gram hash i et smykkespejl, mens den anden havde skjult hashen i sin bagage, fortæller vagthavende chef ved Grønlands Politi, Aputsiaq Hansen, til KNR.
Begge kvinder blev efterfølgende anholdt af politiet, men senere løsladt igen.
Politiet har oprettet en sag i forbindelse med hændelsen, oplyser den vagthavende ved Grønlands Politi.