Grønland er vært for møder med USA og Danmark, der starter mandag

Grønland er i år vært for de årlige møder i Joint Committee og Permanent Committee. Det er ingen hemmelighed, at det forgangne år har været udfordrende, udtaler Vivian Motzfeldt (S).
- Tillid og respekt er fundamentet for ethvert partnerskab, og det er derfor ingen hemmelighed, at det forgangne år har været udfordrende, udtaler Vivian Motzfeldt. Foto © : Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
07. december 2025 12:38

Grønland er i år vært, når Joint Committee (Det Fælles Udvalg, red.) og Permanent Committee (Det Permanente Udvalg, red.) løber af stablen den 8. og 9. december i Nuuk. 

Det skriver Departementet for Udenrigsanliggender og Forskning i en pressemeddelelse.

Her mødes Grønland, USA og Danmark for at drøfte samarbejde og udveksle civile og militære oplysninger.

Værtskabet går på skift mellem Grønland og USA. Naalakkersuisut ser frem til at være vært ved dette års møde, udtaler naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt (S) i pressemeddelelsen.

- Gennem disse eksisterende mødefora sætter vi os sammen for at sikre, at både grønlandske og amerikanske interesser bliver respekteret og fremmet på en måde, der gavner begge parter.

- Tillid og respekt er fundamentet for ethvert partnerskab, og det er derfor ingen hemmelighed, at det forgangne år har været udfordrende. Naalakkersuisut ser derfor frem til at gøre status og drøfte, hvordan vi, som tætte allierede, kan udvikle samarbejdet på områder af fælles interesser, siger Vivian Motzfeldt.

International opmærksomhed

Det er godt et år siden, at Grønland blev centrum i et storpolitisk drama. Det skete, da Donald Trump endnu engang kastede sin opmærksomhed på landet i forbindelse med, at han blev indsat som USA’s præsident i januar.

Trump har flere gange udtalt, at det er nødvendigt, at USA overtager Grønland af sikkerhedsmæssige årsager.

Hans udtalelser førte til den største demonstration herhjemme. 14. marts gik en kæmpe menneskemasse gennem Nuuk for at demonstrere mod Trumps ytringer.

Allerede under sin første præsidentperiode i 2019 ønskede han at købe Grønland. 

Civile og forsvarsmæssige spørgsmål

Joint Committee håndterer civile spørgsmål og samarbejde mellem Grønland og USA. Det årlige møde afholdes på embedsmandsniveau mellem naalakkersuisut og den amerikanske regering. Også embedsfolk fra den danske regering vil deltage. 

Permanent Committee blev nedsat i 1991 for at gøre det nemmere at udveksle oplysninger om USA’s militære tilstedeværelse i Grønland. Her deltager repræsentanter fra naalakkersuisut, den danske regering og den amerikanske regering. Det skriver naalakkersuisut.

Praksis er, at både Danmark og Grønland skal være til stede, når udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik med betydning for Grønland diskuteres.