Forsker om Trump-udsending: - Det er en meget alvorlig situation

Trumps agenda om at få kontrol med Grønland har igen fået vind i sejlene med en 'særlig udsending' i Grønland, vurderer forsker.
Jeff Landry, der er guvernør i delstaten Louisiana, bliver ny 'særlig udsending' i Grønland. Foto © : Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix
23. december 2025 08:19

Præcis et år efter, at Donald Trump udtalte, at “ejerskab og kontrol med Grønland er en absolut nødvendighed”, overrasker den amerikanske præsident igen.

Det gjorde han natten til mandag med at offentliggøre, at USA vil sende en ‘særlig udsending’ til Grønland. Der er tale om 54-årige Jeff Landry, der er guvernør i delstaten Louisiana. 

Den særlige udsending sender et helt særligt signal, vurderer Rasmus Sinding Søndergaard, der forsker i amerikansk udenrigspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier.

- Det skal signalere til Grønland og Danmark, at Donald Trump er meget seriøs i sit ønske om at få kontrol med Grønland. Det er en måde at signalere, at man er investeret i det her, og at han også personligt går meget op i den her sag, siger han.

Hvad er en særlig udsending?

  • En særlig udsending er en topdiplomat, som normalt er udsendt med en konkret opgave.
  • Det er en afgrænset og midlertidig rolle.
  • Ofte er særlig udsendte i lande med krig og konflikt, hvor deres rolle er at mægle mellem forskellige parter og forsøge at finde en løsning på situationen.
  • USA har aktuelt syv særlig udsendte rundt omkring i verden.

Kilde: Rasmus Sinding Søndergaard, seniorforsker i Udenrigspolitik og diplomati ved Dansk Institut for Internationale Studier.

USA har aktuelt godt syv særligt udsendte i verden. Dermed bliver Grønland en af de få lande i verden, hvor USA prioriterer at have en særlig udsending.

- Der er mange ting i verden en amerikansk præsident kan vælge at bruge sin tid og ressourcer på, og han vælger så at prioritere Grønland, siger Rasmus Sinding Søndergaard.

Gøre Grønland til en del af USA

Jeff Landry selv har takket for udnævnelsen på det sociale medie X, hvor han skriver, at han ser frem til opgaven med, at "gøre Grønland til en del af USA". 

Det har fået formanden for naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (D) og statsminister Mette Frederiksen til endnu engang at understrege i en fælles udmelding, at Grønland er grønlændernes.

Ofte er en særlig udsending til stede i lande, hvor der er konflikt, og hvor arbejdet derfor består i at mægle mellem de forskellige parter.

Spørgsmålet er derfor, hvad den særlige udsendings rolle bliver i Grønland?

- Jeff Landry siger selv, at han ser frem til at gøre Grønland til en del af USA. Så må vi forstå, at det er hans arbejdsbeskrivelse, siger Rasmus Sinding Søndergaard og fortsætter:

- Man må formode, at han snart vil besøge Grønland og få nogle møder i stand med politikere og erhvervsfolk og se, om han kan etablere nogle bånd til personer, der måske er mere venligt stemte over for Trumps ambitioner end naalakkersuisut aktuelt er det.

Alvorlig situation

Naalakkersuisut og den danske regering har i løbet af året gentagende gange taget afstand fra Trumps udtalelser om, at Grønland bør være en del af USA.

I foråret førte udtalelserne fra den amerikanske præsident til landets største demonstration, der fandt sted i Nuuk. Med Erfalasorput og bannere i hænderne gjorde demonstranterne deres budskab klart: Grønland er grønlændernes.

For nogle uger siden stod den amerikanske ambassadør i Danmark, Ken Howery, så sammen med naalakkerusisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), og talte om at etablere gensidig respekt og samarbejde. De mødtes i forbindelse med Joint Committee, der dette år blev afholdt i Nuuk.

Men dét budskab bliver nu overdøvet af den særlige udsending, vurderer Rasmus Sinding Søndergaard.

- Det er en meget alvorlig situation for rigsfællesskabet, for Grønland, for Danmark, hvor vi nu bliver bekræftet i, at Donald Trump er meget seriøs omkring hans interesse for Grønland, og hvor den del af Trumps agenda, der handler om kontrol, igen får vind i sejlene, siger forskeren.

Rasmus Sinding Søndergaard forsker i amerikansk udenrigspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier. Foto © : Arthur Cammelbeeck/Ritzau Scanpix

Formanden for naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (D) var mandag ude med et budskab om, at befolkningen ikke skal være utrygge.

- Vores fremtid afgør vi selv. Grønland er vores land. Vi har vores eget demokrati, vores egne beslutninger og et stærkt fællesskab, som står fast. Grønland er grønlændernes og man skal respektere territoriel integritet.

- Der er ingen grund til utryghed. Vi står sammen, og vi står fast, udtalte han i en pressemeddelelse.